Pædagogisk leder søges til Klubben Nydam – UngiAarhus ØST

Vil du være med til at skabe trygge, meningsfulde og udviklende fritidsfællesskaber for børn og unge i Aarhus Nord?

Som pædagogisk leder i Klubben i Nydam får du en central rolle i at forme de tilbud, der skaber trivsel, fællesskab og stærke pædagogiske miljøer for klubbens børn og unge. Her arbejder du tæt på hverdagen – og tæt på børn og unge – i et aktivt miljø, hvor relationer, deltagelse og fælles oplevelser er i centrum. Du bliver en drivkraft i at videreudvikle et klubtilbud med høj kvalitet, stærk samarbejdskultur og engagerede medarbejdere.

Vi søger en pædagogisk leder, der kan se sig selv i nedenstående rolle
Gennem tydelig kommunikation sikrer du en god organisering, der skaber overblik for medarbejdere, børn og unge. Tydelighed og synlighed er en daglig prioritet, der sikrer, at du har en finger på pulsen og ved, hvad der rører sig i klubben.

Du leder teamet af medarbejdere som et professionelt og lærende arbejdsfællesskab, hvor der er fokus på udvikling af opgaven, på involverende processer og det gode arbejdsmiljø. 

Som personaleleder er du tæt på dine medarbejdere og giver individuel feedback og faglig sparring med både den fritidspædagogiske vision og lokale prioriteringer i baghovedet. Du har blik for medarbejdernes faglige og personlige udviklingsområder.

Du trives også med den driftsmæssige side af lederjobbet, herunder økonomi, rekruttering og daglige administrative og kommunikative opgaver.

Sammen med dine lederkolleger i UngiAarhus går du forrest i samarbejdet på tværs af klubber, skoler og dagtilbud – og du bidrager til det brede ledelsesfællesskab i organisationen.

Om Klubben Nydam
Klubben Nydam er en del af UngiAarhus ØST og udgør et aktivt og velfungerende fritids- og ungdomsklubmiljø for områdets børn og unge.

Klubben har:

  • Ca. 112 medlemmer i 4.-9. klasse
  • Vi er lige nu 6 medarbejdere og 1 studerende 
  • Fantastiske klubfaciliteter på egen matrikel. 

Hos os arbejder vi med udgangspunkt i Aarhus Kommunes børne- og ungepolitik. Derudover arbejder vi med Fritid For Alle, som er en del af Bredere Børnefællesskaber, hvor det blandt andet handler om at sikre lige deltagelsesmuligheder for alle børn og unge med høj grad af medlemsinddragelse og -indflydelse.

Vi tilbyder utallige muligheder for deltagelse i forskellige aktiviteter: Dyrehold, udeaktiviteter, madlavning, pool, krea, KlupSpring, gaming, ture og ugentlige aktiviteter. Derudover deltager vi også i større bydækkende arrangementer og arbejder i dagligdagen tæt sammen med lokale aktører omkring opsøgende netværkskabende aktiviteter.

Vi er en klub, der ligger i et boligområde, hvor der bor en del familier i udsatte positioner, og derfor har tillid og respekt stor betydning i den udøvende pædagogik i klubben.

Derudover kan det være en fordel, hvis du besidder en lille smule humor😊 Vi bruger ofte humoren som et pædagogisk redskab og tilgang til vores medlemmer. Vi er desuden en personalegruppe, der godt kan lide at eksperimentere og prøve nye ting af. 

Vi tilbyder 

  • En dejlig klub på egen matrikel. 
  • Et godt samarbejde med et lokalt selvejende tilbud ”Ungetilbud Nydam”
  • Et tæt samarbejde og forpligtende samarbejde med det boligsociale og foreningslivet.
  • Et skolesamarbejde i positiv udvikling, som kræver opmærksomhed
  • En engageret og dygtig personalegruppe
  • Et stort fællesskab i UngiAarhus med mulighed for deltagelse i bydækkende events og aktiviteter ex. OMG! Festival, Vårsalon, Musvågecup og sommer på Ø for børn og unge og fælles medarbejderdage og kurser for de ansatte
  • Tilhør til en stor og mangfoldig ledergruppe, hvor vi både er ambitiøse sammen og samtidig har fokus på ledertrivsel
  • Tilhør til en mindre kollegasparringsgruppe med 4 andre pædagogiske ledere, hvor du kan få inspiration og sparring til dine ledelsesopgaver
  • Faste og ad hoc ledersparring med din leder og vice-leder
  • Onboarding forløb og løbende hjælp og vejledning fra fællesadministrationen.  

Om dig 
Du trives godt i en varieret hverdag, hvor dine planer hurtigt kan ændre sig, og hvor du må prioritere med kort varsel. Som leder er du tydelig, og du formår at målrette din kommunikation efter modtageren.  

I jobbet vil der være projekter og processer, hvor du har styringen. Derfor er det en fordel, at du har erfaring med projekt/proces styring og planlægning. Du har gerne erfaring fra en politisk ledet organisation og ved derfor, hvad det vil sige at omsætte de politiske visioner ud i den praktiske virkelighed.  

Det er en fordel, men ikke et krav, hvis du udover ovenstående har ledererfaring og lederuddannelse – eller er klar til at gå i gang med én. Måske er du i et job med koordinerende funktioner eller på anden vis har du erfaring, der giver dig potentialet til at træde ind i en lederrolle. 

Det forventes, at du har erfaring med målgruppen (4. klasse til 18 år) og relevant pædagogisk erfaring og uddannelse.  

Vi ser gerne, at du matcher nedenstående: 
Relationelt stærk. Det er nemt for dig at tage kontakt, at opbygge nye samt vedligeholde eksisterende relationer.  
Inddragende/Inkluderende ledelse. Som leder ved du, at inddragelse og medejerskab er afgørende for at få følgeskab og skabe mening for medarbejderne. Som leder faciliterer du møder og processer med en lærende tilgang og med fokus på at skabe psykologisk tryghed i gruppen. 
Praksisnær ledelse. Med en rigtig god føling af, hvad der sker i hverdagen, omsætter du praksisnær viden til relevant pædagogisk ledelse.  
Personaleledelse. Du er god til at fornemme, hvad der sker i personalegruppen, og du prioriterer nærværende og tilgængelig ledelse. 
Faglig sparringspartner. Du kommer med en faglig tyngde, der gør dig i stand til at give medarbejderne faglig sparring i dagligdagen. Du er fagligt nysgerrig og opdateret, og udfordrer gerne praksis og kommer med konstruktive perspektiver. Du går gerne forrest inden for det pædagogiske arbejde, og det forventes, at du indimellem deltager i det daglige pædagogiske arbejde. 

Løn og ansættelse  
Der er tale om en fuldtidsstilling. Løn og ansættelsesvilkår vil være i henhold til gældende overenskomst for pædagogisk uddannet personale ansat i lederstillinger i kommunerne samt gældende forhåndsaftale med BUPL. 

Der er tale om en lederstilling uden højeste tjenestetid, som aflønnes på trin 47, svarende til ca. 547.000 kr. ekskl. pension i nutidskroner årligt. Pension udgør 21,44%. Der er mulighed for et kvalifikationstillæg for pædagogisk kandidatuddannelse, pædagogisk diplomuddannelse, diplom i ledelse eller en masteruddannelse.”

Som pædagogisk leder i Klubben Nydam refererer du til leder af UngiAarhus ØST.

Stillingen er med opstart 1. december eller efter aftale. 

Ansøgning og rekrutteringsproces 
Du sender os din ansøgning og bilag elektronisk senest den 4. oktober, 2026. Klik på ”Ansøg” nedenfor for at udfylde og sende din ansøgning. Alle felter med * skal udfyldes. Først når du har modtaget en kvittering pr. e-mail, har vi modtaget din ansøgning. 

Herefter udvælger vi de kandidater, vi inviterer til samtale. Ansættelsesudvalget består af leder af UngiAarhus, viceleder, to pædagogiske ledere samt 2 medarbejderrepræsentanter fra klubben. 

Den 20. oktober 2026 afholdes første samtale mellem kl. 9 og 14.30. De kandidater, der går videre, skal forvente en anden samtale den 26. oktober mellem kl. 12 og 15.00, hvor der vil være en opgave, der skal forberedes og fremlægges.   

Hvis du vil vide mere 
Er du velkommen til at kontakte viceleder for UngiAarhus ØST Titte Randvig på 41 86 43 70. 

Ønsker du at besøge stedet kan det aftales. Kontakt da konstitueret pædagogisk leder Tine Frandsen på 51 57 59 26.  

Du kan læse mere om os her: 
UngiAarhus
Klubben Nydam
Plan for UngiAarhus - Fritids- og ungdomsskoleområdet i Aarhus   
Den fritidspædagogisk vision  
Bredere Børnefælleskaber og Fritid for alle 
Stærkere læringsfællesskaber i Børn og Unge 
God ledelse i Børn og Unge  

Om UngiAarhus
UngiAarhus er en bydækkende organisation, der har ansvaret for fritidsklubber, ungdomsklubber, de pædagogisk ledede legepladser, ungdomsskolen og bydækkende indsatser i Aarhus Kommune. Vi samarbejder desuden med skolerne om de unges dannelse og uddannelse. 
Vores målgruppe er børn og unge fra fjerde klasse til 18 år (21 år for unge med særlige behov).
UngiAarhus er internt inddelt i tre søjler: ØST, VEST samt BYDÆKKENDE/TVÆRGÅENDE. Alle områder arbejder både lokalt og bydækkende. 
  
Om Aarhus Kommune
Aarhus Kommune er en af Jyllands største arbejdspladser, hvor 28.000 professionelle og passionerede kollegaer hver dag arbejder for at gøre visioner til virkelighed og skabe værdi for borgere og samfundet omkring os. Vi er en arbejdsplads, der vægter faglighed og samarbejde højt og vi tror på, at vores forskelligheder er med til at gøre Aarhus for en god by for alle.  

Sammen arbejder vi for en bæredygtig og inkluderende by, hvor både ansatte, borgere, virksomheder og naturen kan trives og blomstre. Vi har ambitioner for byen – og for dig. Kom og vær med!


 

Del i dit netværk Del på Facebook Del på X Del på LinkedIn Del på Google Plus Udskriv Tip en ven
Jobnummer:
32014
Frist:
Tiltrædelse: 01-12-2026
Arbejdstid: Fuldtid
Ansættelse: Fast
1. Kontaktperson:
Titte Randvig Viceleder for UngiAarhus ØST - Vice FU-leder +4541864370
Afdeling:
Klubben Nydam
Lokation: Grydhøjvej 26A, 8200, Aarhus N, Denmark
VI SØGER ALTID
Vi søger altid inden for disse områder.
Fælles for disse jobs er, at du kan hjælpe med at gøre en forskel for aarhusianere og hjælpe dem til at få en bedre hverdag.

Læs mere

OPRET JOBAGENT
Her kan du oprette en jobagent.
Jobagenten sender dig en mail, hver gang vi har et ledigt job, der passer til de kategorier, du har indtastet.

Opret jobagent

UOPFORDREDE ANSØGNINGER
Her kan du læse om uopfordrede ansøgninger og undtagelser.

Læs mere

AARHUS KOMMUNE
Rådhuset
Rådhuspladsen 2
8000 Aarhus C

TLF. 89 40 20 00
CVR-nummer: 55133018