Som timeafløser er din opgave at afløse forældrene i hjemmet. Samværet med drengen vil derfor primært foregå i hjemmet, men også i forhold til transport til skole eller andre aktiviteter, hvor drengen har behov for at blive kørt.
Drengen har en knoglesygdom, der giver ham mange fysiske smerter. Dette gør, at han har reduceret skoleskema, kan have brug for at blive hentet før skoledagen slutter og ikke altid kan komme afsted i skole. Derfor er der brug for en timeafløser, der kan være sammen med ham, når han ikke kan være i skolen. Samværet kan bl.a. bestå af hygge, let fysisk aktivitet og lektielæsning.
Drengen kan godt lide at spille brætspil, computerspil, rollespil, musik, se naturfilm, hygge og snakke. Han kan også godt lide at lave kulturelle ting, som at gå på museum m.v. Han er glad for dyr og synger i drengekor. Han er en sød og imødekommende dreng, der har det fint med nye mennesker. Gode byggesten i relationen til drengen er, at man er pålidelig og overholder aftaler, samt at man deler interesser med ham.
For at komme i betragtning til jobbet, skal du kunne arbejde på følgende tidspunkter: mandag 7.30 - 14 og fredag 7.30 - 15 og have kørekort. Forældrene stiller bil til rådighed, når timeafløseren skal køre med drengen. Der er faste arbejdsdage, men der kan være brug for noget fleksibilitet i arbejdstiden, hvis aftaler omkring drengen ændres. Begge dage er arbejdstiden ca. 1,5 time kortere end det angivede tidsrum (kl. 8-15) men om det betyder at man skal møde senere eller vagten slutter tidligere vides først når drengens skema for det kommende skoleår foreligger.
Forventninger:
• Du kan se dig selv i jobbet i en længere periode (gerne min. 1 år).
• Du er pålidelig og god til at overholde aftaler.
• Det er en fordel, hvis du er en ung mand.
• Du er tydelig, rummelig og god til at motivere.
• Du kan støtte drengen med lektielæsning svarende til 8. og 9. kl.
• Du kan arbejde mandag og fredag ml. 8-15
• Det er en fordel, hvis du kan starte primo august
• Du har kørekort og kan køre i Åbyhøj / Aarhus området.
Løn og ansættelsesvilkår:
Timelønnen er: Normaltimer: 145,97 kr.
Du er omfattet af ferieloven og optjener feriegodtgørelse på 12,5 % af lønnen. Lønnen er ikke pensionsgivende.
Stillingen er til enhver tid betinget af en tilfredsstillende privat straffeattest og anmærkningsfri børneattest.
Yderligere oplysninger: Yderligere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til socialrådgiver Ane Norup ved Team Afløsning, Kontakt- og Støttepersoner, Aarhus kommune på telefon: 21 35 89 14.
29-06-2026