Bakkegårdsskolen søger ny skoleleder

Ønsker du at stå i spidsen for en skole, som er stærkt forankret i lokalsamfundet og kendetegnet ved høj social kapital og et fantastisk fællesskab?
På Bakkegårdsskolen træder du ind på en skole, som ser forskellighed som en styrke, og som tror på, at alle har værdi og betydning.

Om os
Bakkegårdsskolen er beliggende i Trige og er en tosporet skole, som bevæger sig mod at blive tresporet. I alt rummer skolen 420 elever fordelt på almenklasser, 2-3 specialklasser og 3 modtagerklasser. Vi er opdelt i en indskoling fra 0.–4. klasse og en udskoling fra 5.–9. klasse og har knap 60 ansatte – heraf et vejlederkorps af læse-, DSA- og matematikvejledere samt AKT-pædagoger i ind- og udskolingen.
Vores børnegruppe er sammensat af mange forskellige kulturer og rummer en stor diversitet, og vi har et børnesyn, som er synligt i alt, hvad vi gør. Hvert barn ser vi som unikt, kompetent og medskabende i eget liv.

I skolen handler det om at skabe trygge relationer, hvor elever og voksne oplever sig hørt, respekteret og ansvarlige for hinanden – både forebyggende i hverdagen, men også i konfliktsituationer. En af de pædagogiske tilgange, vi benytter os af, er restorativ praksis, der fokuserer på at genoprette relationer frem for at uddele skyld eller straf, når der opstår konflikter eller problemer. Kernen er dialog, ansvar og fællesskab.
På vores skole er man en del af et forpligtende fællesskab, hvor vi sammen lærer at møde udfordringer med nysgerrighed, respekt og kreativitet. Vi prioriterer at styrke børns selvværd, trivsel og læringslyst, så de udvikler mod og handlekraft til at navigere i fællesskabet.

Personalegruppen
Personalegruppen har et stærkt sammenhold, er fagligt dygtige, har det sjovt og kan grine sammen. Det er tydeligt, at medarbejderne har det godt med hinanden, hvilket smitter af på børnenes trivsel. De drager stor omsorg for børnene i det daglige og kender børnegruppen godt.
Medarbejderantallet er vokset over de sidste år, og derfor er gruppen en god blanding af ansatte med lang anciennitet og cirka en fjerdedel nyansatte.

Forældregruppen
Skolen har en engageret skolebestyrelse, der arbejder helhedsorienteret, samt et tæt og givende samarbejde med forældrene. Forældregruppen afspejler børnegruppens mangfoldighed og bidrager til en kollektiv fællesfølelse, som alle børn kan opleve og være en del af.

Ledelsen
Du bliver en del af et ledelsesteam, der – ud over dig som skoleleder – består af en pædagogisk leder med ansvar for SFO og indskolingen til og med 4. klasse samt en udskolingsleder med ansvar for 5.–9. årgang. Ledelsesteamet har et stærkt læringsfællesskab og får tingene til at ske. Teamet er kendetegnet ved tillid, følgeskab og et lederskab, som medarbejderne oplever som nærværende og trygt.
Skolen har desuden et velfungerende samarbejde med dagtilbuddet, som dækker to skoledistrikter. Det andet distrikt er Lisbjergskolen, og sammen indgår vi i et tæt klyngesamarbejde.

Som skoleleder på Bakkegårdsskolen har du særligt fokus på:

  • At være en medspiller i visionen for Bakkegårdsskolen
  • At gøre Bakkegårdsskolen til det naturlige valg for lokalområdet
  • Videreudvikling af det gode, vi allerede gør, og sikre løbende kompetenceudvikling og fokus på medarbejdertrivsel
  • Forældresamarbejdet og en oprigtig interesse i at sikre en særlig indsats i forhold til forældregruppen
  • Helheden og den fælles strategi samt skabe sammenhængskraft mellem de forskellige faggrupper
  • At videreføre og styrke det gode narrativ om Bakkegårdsskolen
  • Din særlige rolle i lokalsamfundet med deltagelse i lokale udvalg og afholdelse af den årlige Sankt Hans-båltale

Om dig

  • Du har gode relationelle kompetencer, - vægter trivsel højt og skaber et naturligt følgeskab.
  • Du er en god kommunikator og kan kommunikere i øjenhøjde – både internt på skolen og eksternt ud mod lokalsamfundet.
  • Du er og demonstrerer vores børnesyn og sikrer, at det bliver forankret i hele skolens praksis.
  • Du er synlig og tillidsskabende i din ledelsesstil og trives i en flad og uhøjtidelig ledelsesstruktur. Du bedriver involverende ledelse, er retningssættende og visionær.
  • Du har et organisatorisk blik, er beslutningsdygtig og skaber struktur og rammer for de gode processer. Du formår at hæve dig op i helikopterperspektivet og samtidig være nærværende og tæt på praksis.

Om jobbet
Som skoleleder har du fokus på den samlede ledelsesopgave med børnene i centrum – både internt på skolen og eksternt i forhold til Børn og Unge, Aarhus Kommune samt andre samarbejdspartnere.

  • Du har ansvar for at understøtte en pædagogisk og didaktisk praksis på et højt fagligt niveau i overensstemmelse med Folkeskoleloven og Børn og Unges politikker, herunder Børne- og ungepolitikken.
  • Du omsætter de fælles politiske og ledelsesmæssige visioner og beslutninger, så de giver mening og retning i den lokale kontekst.
  • Du sikrer den daglige drift og har det overordnede ansvar for skoleårets planlægning – herunder fagfordeling, personaletilpasning, udviklings- og indsatsområder samt opfølgning på resultater.
  • Du leder den fortsatte udvikling af den pædagogiske praksis gennem klare prioriteringer, tydelige målsætninger og løbende kvalitetsopfølgning.
  • Du har det økonomiske ansvar og skal løbende følge de økonomiske og driftsmæssige data som grundlag for at prioritere og anvende ressourcerne bedst muligt i forhold til kerneopgaven.
  • Du har ansvar for samarbejdet med skolebestyrelsen.
  • Du leder dine ledere gennem systematisk sparring og opfølgning og leder dit lederteam som et læringsfællesskab, hvor I sammen reflekterer, prioriterer og beslutter drift og udvikling.
  • Du leder arbejdet med at skabe en attraktiv arbejdsplads, der tiltrækker og fastholder ledere og medarbejdere.

Du refererer til Jette Bjørn Hansen, Børn og Ungechef for Skoleområde Nordøst og specialskoler, og bliver en del af Skoleområde Nordøst, hvor du får 15 skolelederkollegaer som sparringspartnere. Sammen bidrager I til koordinering, sammenhæng og fælles praksis på tværs af området. I bidrager også med faglig viden, resultater og udfordringer fra praksis til udviklingen af Børn og Unges strategiske retning.

Krav til stillingen
Du er læreruddannet og pædagogisk velfunderet. Du har ledelseserfaring fra skoleverdenen og en lederuddannelse på minimum diplomniveau. Har du ikke erfaring med at lede ledere, er du klar til at tage det næste skridt og har potentialet til det.
Det er en forventning, at du har en god forståelse for IT, økonomi og administration.

Læs mere om os
Om Bakkegårdsskolen: Bakkegårdsskolen
Om skole- og fritidsområdet: Skole, SFO og klub (aarhus.dk)
Om at arbejde i Børn og Unge: Arbejde i Børn og Unge (aarhus.dk)
Om Børne- og ungepolitikken: Børne- og ungepolitikken
Om Bredere børnefællesskaber: Bredere børnefællesskaber (aarhus.dk)
Om Stærkere læringsfællesskaber: Stærkere Læringsfællesskaber (aarhus.dk) 

Hvis du vil vide mere
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Børn- og Ungechef Jette Bjørn Hansen på telefon 29 20 80 57.

Løn og ansættelse
Løn- og ansættelsesvilkår følger gældende overenskomst. Skoleledere ansættes i Børn og Unge som tjenestemænd. Du vil blive indplaceret i henhold til den gældende forhåndsaftale med Aarhus Skolelederforening. Stillingen er en fuldtidsstilling uden højeste tjenestetid og aflønnes på trin 51 med et årligt tillæg på aktuelt 51.600 (31/3-00 niveau), hvilket svarer til cirka kr. 768.700 årligt i nutidskroner. Der vil blive indhentet både børneattest og straffeattest.

Vi håber, at du kan starte den 1. februar 2026.

Vi glæder os til at høre fra dig!
Send os din ansøgning og relevante bilag elektronisk senest den 25. november 2025. Den 28. november udvælger vi de kandidater, vi inviterer til samtale.

  • Første samtalerunde afholdes den 3. december fra kl. 13.30
  • Anden samtalerunde afholdes den 10. december fra kl. 13.00

En HR-konsulent vil deltage i ansættelsesprocessen, hvor der også vil blive anvendt færdigheds- og personlighedstest. Testinterviews og referencetagen afvikles 5. og 8. december.

Klik på ”Ansøg” nedenfor for at udfylde og sende din ansøgning. Alle felter markeret med * skal udfyldes. Du modtager en kvittering pr. e-mail, når vi har modtaget din ansøgning.

I Aarhus Kommune sætter vi børnene i centrum
Vi vil give alle børn og unge de bedste betingelser for at lære, udvikle sig og trives. Det kræver stærke læringsfællesskaber og tværfagligt samarbejde mellem de voksne omkring barnet.
I Aarhus Kommune bliver du en del af en samarbejdskultur, hvor data, viden og erfaringer inddrages, så alle får mulighed for at lære sammen af og med hinanden – på tværs af professioner, medarbejder- og ledelsesniveauer. Vi tror på, at børn og unge gør, hvad de kan. Børnene er ikke problemet – de viser problemet. I Aarhus Kommune tager de voksne ansvar for læring, udvikling og trivsel for alle børn og unge.
      
Om Aarhus Kommune
Aarhus Kommune er Jyllands største arbejdsplads, hvor 28.000 professionelle og passionerede kollegaer hver dag arbejder for at gøre visioner til virkelighed og skabe værdi for borgere og samfundet omkring os. Vi er en arbejdsplads, der vægter faglighed og samarbejde højt og vi tror på, at vores forskelligheder er med til at gøre Aarhus for en god by for alle.  

Sammen arbejder vi for en bæredygtig og inkluderende by, hvor både ansatte, borgere, virksomheder og naturen kan trives og blomstre. Vi har ambitioner for byen – og for dig. Kom og vær med!


 

Del i dit netværk Del på Facebook Del på X Del på LinkedIn Del på Google Plus Udskriv Tip en ven
Jobnummer:
28921
Frist:
Tiltrædelse: 01-02-2026
Arbejdstid: Fuldtid
Ansættelse: Fast
1. Kontaktperson:
Jette Bjørn Hansen Børn og Unge Chef SkoleområdeNordøst og Specialtilbud +4529208057
Afdeling:
Bakkegårdsskolen
Lokation: Bjørnshøjvej 1, 8380, Trige
VI SØGER ALTID
Vi søger altid inden for disse områder.
Fælles for disse jobs er, at du kan hjælpe med at gøre en forskel for aarhusianere og hjælpe dem til at få en bedre hverdag.

Læs mere

OPRET JOBAGENT
Her kan du oprette en jobagent.
Jobagenten sender dig en mail, hver gang vi har et ledigt job, der passer til de kategorier, du har indtastet.

Opret jobagent

UOPFORDREDE ANSØGNINGER
Her kan du læse om uopfordrede ansøgninger og undtagelser.

Læs mere

AARHUS KOMMUNE
Rådhuset
Rådhuspladsen 2
8000 Aarhus C

TLF. 89 40 20 00
CVR-nummer: 55133018