Bliv pædagogisk leder og medskaber af det gode børneliv i Gl. Egå Børnehus

Vil du stå i spidsen for en pædagogisk praksis med høj kvalitet sammen med en erfaren, engageret og samarbejdende medarbejdergruppe? Drømmer du om at gøre en forskel dér, hvor det hele begynder – så er den integrerede institution Gl. Egå børnehus et sted, du bør kigge nærmere på. 

Vi holder til i et landsbymiljø i en hyggelig, gennemrenoveret institution, hvor der er stor opbakning fra børnefamilier og lokalområdet. Du bliver en del af et lederfællesskab i Skæring-Sølyst Dagtilbud, hvor du som ny leder får faglig sparring og et kompetent lederteam som tætte medspillere.

Om Gl. Egå Børnehus 
Vores vision er at være blandt de bedste institutioner i Aarhus. Derfor søger vi en leder med høje faglige ambitioner og en stærk drivkraft for at understøtte og udvikle den pædagogiske praksis i en veldrevet institution. 

Vi arbejder hver dag for at skabe læringsmiljøer af høj kvalitet, der sikrer alle børns trivsel, udvikling og læring. Det pædagogiske arbejde med børnene tager udgangspunkt i arbejdet med den styrkede pædagogiske læreplan, Stærkere Læringsfællesskaber og Børn- og Ungepolitikken. 

Lige nu arbejder dagtilbuddet og Gl. Egå Børnehus med Dagtilbud For Alle, hvor målet er, at flere børn trives og udvikler sig i de brede børnefællesskaber. Det sker med tæt sammenhæng til de data, vi har fra det lovbefalede tilsyn og de overordnede målsætninger i læreplanen. Vi har afsluttet kompetenceudviklingen, og din rolle som ny leder er at understøtte implementeringen samt den fortsatte udvikling.

Vi er normeret til 35 børnehavebørn og 16 vuggestuebørn. Vi er aldersopdelte og lægger vægt på at have fælles aktiviteter mellem børnehaven og vuggestuen i det daglige. Vores fysiske rammer er gode, og både bygninger og legeplads er løbende renoveret og udviklet. Se vores dejlige hus i denne video, hvor du også kan høre mere om stillingen: Video fra Gl. Egå Børnehus

I Gl. Egå Børnehus handler det gode børneliv om, at børnene møder leg, læring og kreativitet i hverdagen. De skal ses, høres og forstås, være en del af fællesskabet og have mulighed for at danne venskaber. Vi lægger vægt på relationer, sociale kompetencer og at give børnene redskaber til at håndtere det svære. Samtidig skal de have viden, klare rammer og passende udfordringer, der styrker deres selvværd og selvtillid. Læs mere her: Den integrerede institution Gl. Egå Børnehus

Om fællesskabet i Gl. Egå Børnehus 
Du bliver en del af et hus med 12 medarbejdere, der er stabile og ansvarsfulde. Vi sørger for en tydelig struktur i hverdagen, så børnene får de bedste betingelser for læring og udvikling – både i rutinerne og i de spontane og planlagte aktiviteter. Gennem leg og aktiviteter i mindre grupper er vi opmærksomme på, at vi i fællesskab når alle børn.

Vi har en ressourcestærk forældregruppe, som bidrager og involverer sig. Vi tror på, at den bedste dag for børnene skabes i fællesskab med forældrene – og vi lægger stor vægt på åben og tydelig kommunikation. Forældrene bakker op om Gl. Egå Børnehus både i det daglige og når vi har vores årlige traditioner, som børnene glæder sig til. Der er et aktivt forældreråd, som samarbejder godt med medarbejderne og lederen.

Vi har et godt samarbejde i lokalområdet med højskolen, gymnasiet, de lokale erhvervsdrivende og selvfølgelig med vores lokale skole, Sølystskolen.

Du bliver en del af et fagligt lederteam 
Skæring-Sølyst Dagtilbud består af 11 institutioner og en dagplejeafdeling. 
Du bliver en del af et lederteam, hvor vi er lærings- og omstillingsparate. Vi tør dele både det, vi lykkes med, og det, der udfordrer. I ledelsesgruppen er der gensidig tillid, og vi hjælper hinanden med stort og småt. Vi lægger vægt på at støtte, sparre og udfordre hinanden, så vi udvikler os og trives i lederrollen. Alle har en fast makker og en mindre sparringsgruppe, som står til rådighed for faglig sparring. 
For at sikre, at du kommer godt fra land, får du ved ansættelsen tilknyttet en mentor fra lederteamet.

Din rolle som pædagogisk leder
Som pædagogisk leder har du ansvaret for den pædagogiske praksis i Gl. Egå Børnehus. Du skaber rammerne for det faglige arbejde og understøtter medarbejderne med sparring, feedback og tydelig ledelse.

Din opgave som leder er at:

  • skabe sammenhæng mellem pædagogiske mål og den daglige praksis.
  • lede medarbejderne gennem involverende processer og fælles udvikling.
  • sikre struktur og koordinering i hverdagen med blik for ressourcer og stabil drift.
  • være en tydelig og nærværende samarbejdspartner for forældre.
  • varetage drift, økonomi og vedligeholdelse i samarbejde med dagtilbudslederen.
  • bidrage aktivt til det stærke faglige fællesskab i dagtilbuddets ledergruppe.

Vi søger en leder, der: 

  • har et tydeligt børnesyn og en stærk pædagogisk faglighed.
  • har gode relationskompetencer og tager ansvar i de svære samtaler.
  • er involverende, lyttende og god til at bringe ressourcer i spil.
  • er synlig og nærværende – og skaber tillid og følgeskab.
  • kommunikerer klart og åbent – og tager dialogen, når noget skal udvikles.
  • er struktureret og har overblik – både i drift og i egne opgaver.
  • bidrager til et godt arbejdsmiljø med psykologisk tryghed. 

Krav til stillingen
Du har erfaring som leder, eller har udviklet potentialet til at indtage rollen gennem arbejde med ledelsesprocesser. Du har en lederuddannelse eller lyst til at påbegynde en. 
Du kender til eller kan nemt tilegne dig viden om digitale værktøjer og kan understøtte den digitale strategi, hvor medarbejderne skal arbejde med Aula, SharePoint, SUBIT, NORMA og Outlook.

Læs mere
Om os: Den integrerede institution Gl. Egå Børnehus
Om Børne- og Ungepolitikken: Børne- og ungepolitik
Om Bredere børnefællesskaber: Bredere børnefællesskaber
Om Stærkere læringsfællesskaber: Stærkere Læringsfællesskaber
Om at arbejde i Børn og Unge: Arbejde i Børn og Unge
Om ledelse: God ledelse på alle niveauer i Børn og Unge

Hvis du vil vide mere
Har du spørgsmål til stillingen, eller ønsker du at besøge os, kan du kontakte dagtilbudsleder Erik Heltoft på telefon 51575758 

Løn og ansættelse 
Der er tale om en fuldtidsstilling, hvor du er ansat uden højeste arbejdstid. 
Løn og ansættelsesvilkår er i henhold til gældende overenskomst og lokallønsaftale indgået med den forhandlingsberettigede faglige organisation. Årsløn er 498.269,33 kr.  kr. ekskl. pension. Herudover er der jf. lokallønsaftalen kvalifikationstillæg for specifikke uddannelser. 
Der indhentes børneattest samt straffeattest. 

Vi håber, du kan begynde den 1. marts 2026. 

Sådan søger du 
Du sender os din ansøgning og bilag elektronisk senest den 4. januar 2026.  
Den 6. januar udvælger vi de kandidater, vi inviterer til samtale. 
Første samtalerunde afholdes den 8. januar fra kl. 10.00.
Der medvirker en HR-konsulent i ansættelsesprocessen, og der vil blive brugt færdighedstest samt personlighedstest i forbindelse med rekrutteringsprocessen. Test, testinterview og referencer vil foregå den 12. og 14. januar og aftales med HR-konsulenten. 
Anden samtalerunde afholdes den 16. januar kl.09.30 

Klik på ”Ansøg” nedenfor for at udfylde og sende din ansøgning. Alle felter med * skal udfyldes. Først når du har modtaget en kvittering pr. e-mail, har vi modtaget din ansøgning.

I Aarhus Kommune sætter vi børnene i centrum 
Vi vil give alle børn og unge de bedste betingelser for at lære, udvikle sig og trives. Det kræver stærke læringsfællesskaber og tværfagligt samarbejde mellem de voksne omkring barnet.
I Aarhus Kommune bliver du en del af en samarbejdskultur, hvor data, viden og erfaringer inddrages, så alle får mulighed for at lære sammen af hinanden og med hinanden på tværs af professioner, medarbejder- og ledelsesniveauer. Vi tror på at børn og unge gør, hvad de kan. Børnene er ikke problemet, men de viser problemet. I Aarhus Kommune tager de voksne ansvar for læring, udvikling og trivsel for alle børn og unge.
    
Om Aarhus Kommune
Aarhus Kommune er Jyllands største arbejdsplads, hvor 28.000 professionelle og passionerede kollegaer hver dag arbejder for at gøre visioner til virkelighed og skabe værdi for borgere og samfundet omkring os. Vi er en arbejdsplads, der vægter faglighed og samarbejde højt og vi tror på, at vores forskelligheder er med til at gøre Aarhus for en god by for alle.  

Sammen arbejder vi for en bæredygtig og inkluderende by, hvor både ansatte, borgere, virksomheder og naturen kan trives og blomstre. Vi har ambitioner for byen – og for dig. Kom og vær med!


 

Del i dit netværk Del på Facebook Del på X Del på LinkedIn Del på Google Plus Udskriv Tip en ven
Jobnummer:
29192
Frist:
Tiltrædelse: 01-03-2026
Arbejdstid: Fuldtid
Ansættelse: Fast
1. Kontaktperson:
Erik Heltoft Dagtilbudsleder Skæring-Sølyst dagtilbud +4551575758
Afdeling:
Gl. Egå Børnehus
Lokation: Eghøjvej 6, 8250, Egå, Denmark
VI SØGER ALTID
Vi søger altid inden for disse områder.
Fælles for disse jobs er, at du kan hjælpe med at gøre en forskel for aarhusianere og hjælpe dem til at få en bedre hverdag.

Læs mere

OPRET JOBAGENT
Her kan du oprette en jobagent.
Jobagenten sender dig en mail, hver gang vi har et ledigt job, der passer til de kategorier, du har indtastet.

Opret jobagent

UOPFORDREDE ANSØGNINGER
Her kan du læse om uopfordrede ansøgninger og undtagelser.

Læs mere

AARHUS KOMMUNE
Rådhuset
Rådhuspladsen 2
8000 Aarhus C

TLF. 89 40 20 00
CVR-nummer: 55133018