Vil du sætte retning for udviklingen i Børnehuset Søsterhøj og styrke vores pædagogiske fællesskaber? Hos os arbejder vi hver dag for, at alle børn har deltagelsesmuligheder, møder høj pædagogisk kvalitet hele dagen og mærker, at de hører til, er betydningsfulde og mødes med positive forventninger.
Om Børnehuset Søsterhøj
Børnehuset Søsterhøj er en integreret institution normeret til 38 børnehavebørn og 13 vuggestuebørn. Vi holder til i Skåde, tæt på naturen med masser af skønne udemuligheder. Vores børnegruppe er bredt sammensat, og vi har et tæt og godt forældresamarbejde.
Vi er et ungt, stabilt og fagligt stærkt team. Du vil opleve et åbent og imødekommende hus, hvor der ikke er langt fra en pædagogisk idé til handling. Vi har en god evalueringskultur og en åbenhed for udvikling. Vi oplever arbejdsglæde, psykologisk tryghed og et velfungerende samarbejde på tværs af stuerne. Hos os bidrager alle aktivt, og sammen skaber vi de bedste rammer for børnenes trivsel, læring, udvikling og dannelse.
Om lederteamet
Du bliver en del af et ledelsesfællesskab, hvor vi arbejder tæt sammen om at skabe høj pædagogisk kvalitet og et stærkt fagligt fællesskab. Vi er en del af en prøvehandling, hvor Skåde-Højbjerg Dagtilbud og Holme-Rundhøj Dagtilbud ledes af en fælles dagtilbudsleder og en fælles vice-dagtilbudsleder.
I lederteamet er vi sammen om det tværgående udviklingsarbejde og ressourceanvendelse for dagtilbuddene. Vi har høje ambitioner om at være et stærkt lærende fællesskab. Vi prioriterer tid til fælles refleksion og faglig udvikling og arbejder insisterende på at have en høj psykologisk tryghed i teamet.
Udtalelse fra lederteamet: ”I vores lederteam vender vi os mod hinanden - også når vi ikke er sammen. Vi er loyale og har alle sammen ansvaret for, at ingen børn er tilfældigt heldige.”
Vi kommer de næste 3 år til at arbejde strategisk med lederudvikling, ledertrivsel og høj kvalitet gennem den fælles kvalitetsforståelse i Aarhus Kommune. Vi arbejder i lederteamet med vores fælles kurs, koordinering og commitment. I 2026 igangsætter vi implementeringen af 'Dagtilbud for alle børn' på tværs af hele dagtilbudsområdet. Som ny leder bliver du en del af processen fra begyndelsen.
Vi tilrettelægger et onboardingforløb, hvor du får en mentor fra lederteamet. Både dagtilbudsleder og vice-dagtilbudsleder vil være tæt på og bidrage med sparring om alt fra pædagogik og kvalitet til drift og øvrige ledelsesopgaver.
Om jobbet
Som pædagogisk leder har du ansvaret for den pædagogiske praksis i Søsterhøj. Din primære opgave er at skabe rammer og forudsætninger for det pædagogiske arbejde med børnene gennem klare mål, organisering af arbejdet samt faglig sparring og feedback til medarbejdere.
Om dig
Krav til stillingen
Du er pædagogisk uddannet og fagligt velfunderet med erfaring inden for 0-6 års området.
Du har måske ledelseserfaring; alternativt har du længerevarende erfaring med ledelsesprocesser, der giver dig potentialet til at træde ind i lederrollen, fx som vejleder, fagligt fyrtårn, konsulent eller lignende.
Du har en lederuddannelse eller lyst til at påbegynde en.
Du kender til eller kan nemt tilegne dig viden om digitale værktøjer og kan understøtte den digitale strategi, hvor medarbejderne skal arbejde med Aula, Samspil, SharePoint, Chromebook og Outlook.
Læs mere
Om os: Børnehuset Søsterhøj
Om Børne- og Ungepolitikken: Børne- og ungepolitik
Om Bredere børnefællesskaber: Bredere børnefællesskaber
Om Stærkere læringsfællesskaber: Stærkere Læringsfællesskaber
Om at arbejde i Børn og Unge: Arbejde i Børn og Unge
Om ledelse i Børn og Unge: Ledelse
Hvis du vil vide mere
Har du spørgsmål til stillingen, eller ønsker du at besøge os, kan du kontakte dagtilbudsleder i Skåde-Højbjerg og Holme-Rundhøj dagtilbud, Mette Guldager, på telefonnummer 51 57 66 44.
Løn og ansættelse
Der er tale om en fuldtidsstilling, hvor du er ansat uden højeste arbejdstid.
Løn og ansættelsesvilkår er i henhold til gældende overenskomst og lokallønsaftale indgået med den forhandlingsberettigede faglige organisation. Årsløn er ca. 502.000 kr. ekskl. pension. Herudover er der jf. lokallønsaftalen kvalifikationstillæg for specifikke uddannelser.
Der indhentes børneattest samt straffeattest.
Vi håber, du kan starte den 1. oktober 2025.
Vi glæder os til at høre fra dig!
Du sender os din ansøgning og bilag elektronisk senest den 12. august 2025. Du får besked den 14. august, hvis du bliver inviteret ind i ansættelsesprocessen. Første samtalerunde afholdes den 19. august fra kl. 09.00. Der medvirker en HR-konsulent i ansættelsesprocessen, og der vil blive brugt færdighedstest samt personlighedstest. Anden samtalerunde afholdes den 26. august fra kl.11.30.
Klik på ”Ansøg” nedenfor for at udfylde og sende din ansøgning. Alle felter med * skal udfyldes. Først når du har modtaget en kvittering pr. e-mail, har vi modtaget din ansøgning.
I Aarhus Kommune sætter vi børnene i centrum.
Vi vil give alle børn og unge de bedste betingelser for at lære, udvikle sig og trives. Det kræver stærke læringsfællesskaber og tværfagligt samarbejde mellem de voksne omkring barnet.
I Aarhus Kommune bliver du en del af en samarbejdskultur, hvor data, viden og erfaringer inddrages, så alle får mulighed for at lære sammen af hinanden og med hinanden på tværs af professioner, medarbejdere og ledelsesniveauer. Vi tror på, at børn og unge gør, hvad de kan. Børnene er ikke problemet, men de viser problemet. I Aarhus Kommune tager de voksne ansvar for læring, udvikling og trivsel for alle børn og unge.