Timeafløsning gives til familier i henhold til Barnets Lov § 90, stk. 1, nr. 2. jf. servicelovens § 84, stk. 1.
Formålet med timeafløsning er at aflaste forældre til et barn med en fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse. Dine arbejdsopgaver er derfor at have samvær med barnet, lave aktiviteter med barnet samt understøtte gode oplevelser for barnet, så der frigives et pusterum til forældrene.
Din arbejdsplads er derfor på familiens bopæl. Du vil altid kun have ansvaret for ét barn, mens du er på arbejde og da arbejdet består i relationsarbejde forventes det, at du kan se dig selv i jobbet i minimum ét år.
Nærmere om opgaven:
Der er tale om et deltidsjob på 8 timer ugentligt (svarende til 35 timer pr. måned), hvor timerne primært skal lægges i weekenden lør / søn. Ønsket fra familiens side er, at du kan arbejde minimum én gang hver weekend (evt. hver anden weekend), men gerne 4 timer både lørdag og søndag. I denne opgave gives der dispensation til faglært løn. (se yderligere under ansættelsesvilkår)
Nærmere om barnet:
Der søges en faglært timeafløser til en 9-årig dreng bosiddende i Viby J.
Drengen har en funktionsnedsættelse i form af Downs Syndrom, er primært non-verbal og har brug for hjælp til alle hverdagens aktiviteter – det drejer sig blandt andet om bleskift, påklædning og hjælp til at mades i spisesituationer. Dertil skal man være to skridt foran og hele tiden være opmærksom på ham, da han ikke skal efterlades alene. Han er ikke trafiksikker og hans konsekvensberegning er på et lavt niveau, hvorfor pasningen af ham primært vil foregå i familiens hjem. Dog med mulighed for at gå på legepladsen, der ligger lige udenfor hjemmet. Drengen går på en specialskole og er her tryg ved de voksne.
Drengen er glad for iPad, mobil, musik og at være på legepladsen og gynge. Dertil profiterer han af anvendelse af piktogrammer og er god til at vise med sit kropssprog, hvordan han har det. Han fungerer godt i en 1:1 relation.
Forventninger til dig som timeafløser:
For at komme i betragtning til jobbet forventes det, at du sender en ansøgning, hvor du forholder dig til det konkrete job – barnets behov, timeantal og geografisk afstand til arbejdspladsen samt egne kvalifikationer og kompetencer ift. opgaveløsningen.
Stillingen er til besættelse snarest muligt. I en evt. opstartsperiode vil du få mulighed for at møde drengen i institution og forældrene vil sætte dig godt ind i drengens behov.
Ansættelsesvilkår
Der er tale om en kommunal ansættelse som timelønnet timeafløser, hvilket betyder, at du skal kunne godkendes af en socialrådgiver fra Team Afløsning, Støtte- og Kontaktpersonsordningen. Der vil i den forbindelse blive indhentet børne- og straffeattest.
Stillingen er til enhver tid betinget af en tilfredsstillende offentlig straffeattest og anmærkningsfri børneattest.
Timelønnen: Som timeafløser i dette konkrete job aflønnes du med faglært løn svarende til det erhverv, du er uddannet til.
NB! Vær opmærksom på, at du selv betaler for befordring til og fra opgaven.
Yderligere oplysninger:
Yderligere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til socialrådgiver Sandra Mazur ved Team Afløsning, Kontakt- og Støttepersoner, Aarhus kommune, på telefon: 29 20 87 69 eller mail sanma@aarhus.dk.
24-09-2025