Går du med en leder i maven, så opfordrer vi dig til at søge stillingen som pædagogisk leder i Børnehuset Vesterbo - en afdeling i Møllevang dagtilbud - lige midt i hjertet af Aarhus C

Drømmer du om at lede et hus fyldt med liv, leg og læring – midt i centrum af Aarhus og med Botanisk Have som nærmeste nabo? Så er det måske dig, vi leder efter som ny pædagogisk leder i Børnehuset Vesterbo.

Vesterbo er et stort, gammelt og charmerende hus med masser af historie i væggene og hjerte i hverdagen. Her møder du nysgerrige børn, engagerede medarbejdere og et stærkt fællesskab, hvor vi hver dag arbejder for at skabe de bedste rammer for børns trivsel og udvikling.

Et hus med liv og mangfoldighed
Vi er en integreret institution med 45 børnehavebørn og 37 vuggestuebørn fordelt på seks grupper. Børnegruppen er mangfoldig og farverig – og det elsker vi. Det giver os en hverdag fuld af perspektiver, hvor vi arbejder aktivt med deltagelsesmuligheder, fællesskab og trivsel for alle.

Vores hus på Poul Martin Møllers Vej står foran en spændende renovering af børnehaveafdelingen – en proces, du som leder får mulighed for at præge. Vi bruger hele huset til at skabe inspirerende læringsmiljøer, og vi elsker at tage på tur – både til fods og med bus – og udforske alt det, Aarhus har at byde på.

Vi har eget køkken, og det betyder, at børn og voksne hver dag nyder frisklavet mad i fællesskab.

Et stærkt team – og plads til dig
Du bliver en del af et hus med 26 engagerede medarbejdere, som glæder sig til at tage imod dig. Vi har et tæt og tillidsfuldt samarbejde, hvor arbejdsglæde og fællesskab er i centrum. Vi tror på, at gode dage skabes sammen – med nærvær, humor og et positivt mindset.

Vi arbejder ud fra et fælles børnesyn, hvor vi tror på, at børn altid gør det bedste, de kan. Nest-pædagogikken inspirerer os med fokus på struktur, forudsigelighed og inkluderende fællesskaber. Vi er fagligt nysgerrige og reflekterende – og vi søger en leder, der vil være tæt på den pædagogiske praksis og bidrage med faglig sparring og retning.

Forældresamarbejde med hjertet
Vores forældre er engagerede og interesserede i børnenes hverdag. De bakker op om aktiviteter og bidrager til det gode samarbejde. Vi tror på, at den bedste dag for børnene skabes i fællesskab med forældrene – og vi lægger stor vægt på åben og tydelig kommunikation.

Din rolle som pædagogisk leder
Som pædagogisk leder har du ansvaret for den pædagogiske praksis i Vesterbo. Du skaber rammerne for det faglige arbejde og understøtter medarbejderne med sparring, feedback og tydelig ledelse.

Du skal:

  • Skabe sammenhæng mellem pædagogiske mål og daglig praksis.
  • Lede medarbejderne gennem involverende processer og fælles udvikling.
  • Sikre struktur og koordinering i hverdagen med blik for ressourcer og stabil drift.
  • Være en tydelig og nærværende samarbejdspartner for forældre.
  • Varetage drift, økonomi og vedligeholdelse i samarbejde med dagtilbudslederen.

Fokusområder for dig som ny leder

  • Videreudvikling af arbejdet med Bredere børnefællesskaber og Dagtilbud for alle. Vi er lige nu i en forankringsproces og har afsluttet kompetenceudviklingen.
  • Opfølgning på anbefalinger fra tilsynet i februar 2026.
  • Ledelse af renoveringsprocessen med fokus på inddragelse og pædagogisk kvalitet.

Du bliver en del af et fagligt lederteam med en god psykologisk tryghed
I Møllevang Dagtilbud er vi 9 pædagogiske ledere og én dagtilbudsleder. Vi er forskellige, men fælles om nysgerrighed, faglighed og samarbejde til gavn for børnene. 

Vi mødes ugentligt til lederteam- og sparringsmøder, og vi står sammen om udvikling og ressourceanvendelse på tværs. Fire gange årligt har vi ledelsesdage og et seminar, hvor vi bruger tiden på ledelse. Vi kalder det for God ledelse. 

Dagtilbuddet har en god økonomi, og vi har inden for de sidste par år investeret en del i de fysiske læringsmiljøer, både inde og ude, i alle 9 afdelinger til gavn for børnegrupperne.

Du får en grundig onboarding med mentor og tæt sparring – både om pædagogik, drift og ledelsesdilemmaer.

Hvem er du

  • Du har et tydeligt børnesyn og stærk pædagogisk faglighed.
  • Du er involverende, lyttende og god til at bringe ressourcer i spil.
  • Du arbejder relationelt og møder glad på job.
  • Du er synlig og nærværende – og skaber tillid og følgeskab.
  • Du kommunikerer klart og åbent – og tager dialogen, når noget skal udvikles.
  • Du trives med forskellighed og tager beslutninger med ro og mod.
  • Du er struktureret og har overblik – både i drift og i dine egne opgaver.

Krav til stillingen
Du er pædagogisk uddannet, er fagligt velfunderet og har erfaring med 0-6 års området.
Hvis du ikke allerede er leder, er du afklaret med, at du gerne vil være leder, du er måske stedfortræder, fagligt fyrtårn eller har erfaring med ledelse i andre sammenhænge, fx som TR/AMR. Hvis du endnu ikke har en lederuddannelse, får du mulighed for at starte på den hos os, når du er faldet godt til i rollen.

Du kender til eller kan nemt tilegne dig viden om digitale værktøjer og kan understøtte den digitale strategi, hvor medarbejderne skal arbejde med Aula, Samspil, SharePoint, Chromebook og Outlook. 

Det vil være en fordel, hvis du har kendskab til ’Stærkere læringsfællesskaber’, ’Dagtilbud for alle’ og har arbejdet med ’Den styrkede pædagogiske læreplan’. 

Læs mere
Om os: Børnehuset Vesterbo
Om Børne- og Ungepolitikken: Børne- og ungepolitik
Om Bredere børnefællesskaber: Bredere børnefællesskaber
Om Stærkere læringsfællesskaber: Stærkere Læringsfællesskaber
Om at arbejde i Børn og Unge: Arbejde i Børn og Unge
Om ledelse i Børn og Unge: Ledelse

Hvis du vil vide mere
Du er velkommen til at besøge os, inden du sender din ansøgning. Hvis du har spørgsmål til stillingen eller ønsker at aftale et besøg, kan du kontakte dagtilbudsleder i Møllevang Dagtilbud Eva Christensen på 29 20 41 43. 

Løn og ansættelse 
Der er tale om en fuldtidsstilling, hvor du er ansat uden højeste arbejdstid. 
Løn og ansættelsesvilkår er i henhold til gældende overenskomst og lokallønsaftale indgået med den forhandlingsberettigede faglige organisation. Årsløn er ca. 512.716 kr. ekskl. pension. Herudover er der jf. lokallønsaftalen kvalifikationstillæg for specifikke uddannelser. 

Der indhentes børneattest samt straffeattest. 

Vi håber, du kan starte den 1. januar 2026. 

Vi glæder os til at høre fra dig! 
Du sender os din ansøgning og bilag elektronisk senest den 9. november 2025. Du får besked den 10. november, hvis du bliver inviteret ind i ansættelsesprocessen. Første samtalerunde afholdes den 12. november fra kl. 10.00. Der medvirker en HR-konsulent i ansættelsesprocessen, og der vil blive brugt færdighedstest samt personlighedstest. Anden samtalerunde afholdes den 21. november fra kl.08.30.   

Klik på ”Ansøg” nedenfor for at udfylde og sende din ansøgning. Alle felter med * skal udfyldes. Først når du har modtaget en kvittering pr. e-mail, har vi modtaget din ansøgning.

I Aarhus Kommune sætter vi børnene i centrum. Vi vil give alle børn og unge de bedste betingelser for at lære, udvikle sig og trives. Det kræver stærke læringsfællesskaber og tværfagligt samarbejde mellem de voksne omkring barnet.
I Aarhus Kommune bliver du en del af en samarbejdskultur, hvor data, viden og erfaringer inddrages, så alle får mulighed for at lære sammen af hinanden og med hinanden på tværs af professioner, medarbejdere og ledelsesniveauer. Vi tror på, at børn og unge gør, hvad de kan. Børnene er ikke problemet, men de viser problemet. I Aarhus Kommune tager de voksne ansvar for læring, udvikling og trivsel for alle børn og unge.
    
Om Aarhus Kommune
Aarhus Kommune er Jyllands største arbejdsplads, hvor 28.000 professionelle og passionerede kollegaer hver dag arbejder for at gøre visioner til virkelighed og skabe værdi for borgere og samfundet omkring os. Vi er en arbejdsplads, der vægter faglighed og samarbejde højt og vi tror på, at vores forskelligheder er med til at gøre Aarhus for en god by for alle.  

Sammen arbejder vi for en bæredygtig og inkluderende by, hvor både ansatte, borgere, virksomheder og naturen kan trives og blomstre. Vi har ambitioner for byen – og for dig. Kom og vær med!


 

Del i dit netværk Del på Facebook Del på X Del på LinkedIn Del på Google Plus Udskriv Tip en ven
Jobnummer:
28768
Frist:
Tiltrædelse: 01-01-2026
Arbejdstid: Fuldtid
Ansættelse: Fast
1. Kontaktperson:
Eva Christensen Dagtilbudsleder Møllevang dagtilbud +4529204143
Afdeling:
Børnehuset Vesterbo
Lokation: Poul Martin Møllers Vej 20, 8000, Aarhus C
VI SØGER ALTID
Vi søger altid inden for disse områder.
Fælles for disse jobs er, at du kan hjælpe med at gøre en forskel for aarhusianere og hjælpe dem til at få en bedre hverdag.

Læs mere

OPRET JOBAGENT
Her kan du oprette en jobagent.
Jobagenten sender dig en mail, hver gang vi har et ledigt job, der passer til de kategorier, du har indtastet.

Opret jobagent

UOPFORDREDE ANSØGNINGER
Her kan du læse om uopfordrede ansøgninger og undtagelser.

Læs mere

AARHUS KOMMUNE
Rådhuset
Rådhuspladsen 2
8000 Aarhus C

TLF. 89 40 20 00
CVR-nummer: 55133018