Har du lyst til at stå i spidsen for et stort og dejligt fællesskab i et veldrevet hus med en god økonomi – beliggende i hjertet af Aarhus?
Vi er en mangfoldig og alsidig, integreret institution med mange internationale børn, som er kendetegnet ved høj faglighed, systematik og en høj social kapital blandt både børn og voksne.
Lyder det spændende, så send os din ansøgning.
Om Vokseværket
Omgivet af midtbyens puls ligger vores dejlige oase, som udefra ligner et farverigt dukkehus med sandkasse og legehus på taget. Vi lever på alle måder op til vores navn, da vi er et stort fællesskab, som rummer cirka 100 børn – fordelt på syv stuer og fire etager – som indbefatter både vuggestue og børnehave.
Vi er adskilt og alligevel sammen og har en høj bevidsthed om at bevare og understøtte sammenhængskraften mellem etagerne. Vi arbejder på tværs i teams med afsæt i Bredere børnefællesskaber og Børn og Unges børnesyn, og vi giver plads til at nå det samme mål på forskellig vis på de enkelte stuer.
Vores tilgang er meget struktureret, og vi sørger for at skabe små, trygge rum, som giver ro og nærvær til det enkelte barn.
Personalegruppen rummer 27 medarbejdere – en alsidig og divers kollegaflok med et stærkt fællesskab, som vil hinanden og nyder at være sammen. Vi har en høj social kapital, er fagligt velfunderede og hjælper hinanden. Vi kender børnene på tværs af stuer og afdelinger, hvor samlingspunktet for huset er vores fælles legeplads.
Vi har et godt og tæt samarbejde med forældrene i hverdagen og et engageret forældreråd.
Lederteamet består af 9 pædagogiske ledere, som er en god blanding af nye og erfarne ledere. Vi er et fagligt ambitiøst lederteam, som bidrager med forskellige fagligheder og kompetencer i den ledelsesfaglige udvikling. Vi er også et lederteam, som elsker at have det sjovt sammen, og som vil noget med hinanden – både fagligt og menneskeligt. Derudover prioriterer vi at være synlige i hele dagtilbuddet.
Om jobbet
Som pædagogisk leder har du ansvaret for den pædagogiske praksis i institutionen. Din primære opgave er at skabe rammer og forudsætninger for det pædagogiske arbejde med børnene – gennem klare mål, organisering af arbejdet samt faglig sparring og feedback til dine medarbejdere.
Om dig
Vi håber, du kan genkende dig selv i følgende:
Krav til stillingen
Du er pædagogisk uddannet og fagligt velfunderet med erfaring inden for 0-6-årsområdet.
Du har enten ledelseserfaring eller potentialet til at gå ind i en lederrolle – måske har du erfaring med ledelsesprocesser, fx som vejleder, fagligt fyrtårn, konsulent eller lignende.
Hvis du ikke har en lederuddannelse, håber vi, at du har lyst til at gå i gang med en.
Du kender til – eller kan nemt tilegne dig viden om – digitale værktøjer og kan understøtte den digitale strategi, hvor medarbejderne skal arbejde med Aula, SharePoint, Chromebook og Outlook.
Læs mere om os
Vores institution: Vokseværket
Om pasning af børn 0-6år: Pasning af børn 0-6 år
Om skole og fritid: Skole, SFO og klub (aarhus.dk)
Om at arbejde i Børn og Unge: Arbejde i Børn og Unge (aarhus.dk)
Om Bredere børnefællesskaber: Bredere børnefællesskaber (aarhus.dk)
Om Stærkere læringsfællesskaber: Stærkere Læringsfællesskaber (aarhus.dk)
Om Børne- og ungepolitik: Børne- og ungepolitik
Hvis du vil vide mere
Har du spørgsmål til stillingen eller ønsker du at besøge os, kan du kontakte dagtilbudsleder Nancy Engberg på telefon 23 36 18 76.
Løn og ansættelse
Der er tale om en fuldtidsstilling, hvor du er ansat uden højeste arbejdstid.
Løn og ansættelsesvilkår er i henhold til gældende overenskomst og lokallønsaftale indgået med den forhandlingsberettigede faglige organisation. Årslønnen er ca. 522.000 kr. ekskl. pension. Herudover gives – jf. lokallønsaftalen – kvalifikationstillæg for specifikke uddannelser.
Der indhentes børneattest samt straffeattest.
Vi håber, du kan starte den 1. november 2025.
Vi glæder os til at høre fra dig!
Der medvirker en HR-konsulent i ansættelsesprocessen, og der vil blive anvendt færdighedstest samt personlighedstest som en del af rekrutteringsforløbet.
Klik på ”Ansøg” nedenfor for at udfylde og sende din ansøgning. Alle felter markeret med * skal udfyldes. Først når du har modtaget en kvittering pr. e-mail, har vi modtaget din ansøgning.
Aarhus Kommune – en arbejdsplads med ambitioner
I Aarhus Kommune sætter vi børnene i centrum. Vi vil give alle børn og unge de bedste betingelser for at lære, udvikle sig og trives. Det kræver stærke læringsfællesskaber og tværfagligt samarbejde mellem de voksne omkring barnet.
I Aarhus Kommune bliver du en del af en samarbejdskultur, hvor data, viden og erfaringer inddrages, så alle får mulighed for at lære sammen – af og med hinanden – på tværs af professioner, medarbejdere og ledelsesniveauer.
Vi tror på, at børn og unge gør, hvad de kan. Børnene er ikke problemet – de viser problemet. I Aarhus Kommune tager de voksne ansvar for læring, udvikling og trivsel for alle børn og unge.