Har du lyst til at blive en del af en stærk og professionel kultur, hvor vi arbejder positivt, anerkendende, engageret og inkluderende i forhold til børnene, forældrene og hinanden?
Børnehuset Himmelblå i Dagtilbud Hasle søger en uddannet pædagog til vores børnehave. Der er tale om en fast stilling på 37 timer fra 01.08.2026 eller hurtigst muligt derefter.
Børnehuset Himmelblå er normeret til 14+1 vuggestuebørn (0-3 år) og 39 børnehavebørn (3-6 år). Huset er delt op i 3 grupper; en vuggestuegruppe, en gruppe med de yngste børnehavebørn samt en gruppe med de ældste børnehavebørn.
Børnehuset Himmelblå er beliggende midt i område Herredsvang i Aarhus V – et område med stor mangfoldighed, som også ses i de familier vi arbejde med. De kommer med vidt forskellige kulturelle, etniske og sociale baggrund.
Du bliver en del af en engageret og ressourcestærk personalegruppe hvor vi alle, uddannet som ikke-uddannet, anser det som et fælles anliggende at bidrage med at kvalificere og udvikle det pædagogiske læringsrum og et bredt fagligt fundament. Vi har fokus på den pædagogiske udvikling både i den daglige praksis og hos medarbejderne. Derfor arbejder vi med fast tilrettelagt ugentligt stuemøde eller faglig refleksion i grupperne og tid til individuel pædagogisk forberedelse.
Vores arbejde i Børnehuset er både inspireret af den neuropædagogiske forståelsesramme og Nest principper, så vi arbejder målrettet og struktureret med etablering af trygge relationer til alle børn, forudsigelighed, visuel støtte og inddeling i mindre grupper. Vi ønsker at hverdagen i Himmelblå er bygget på et fundament af psykisk og fysisk trivsel, hvilket betyder at vi dagligt arbejder med mentalisering og mindfulness og er bevidste om at give os tid til at have det sjovt med børnene. Derudover har vi et naturligt stort fokus på sprogarbejdet, da en del af vores børn har dansk som andetsprog.
Vi har et stort ønske om, at alle forældre oplever at blive set og hørt og er velkommen i vores hus. Derfor arbejder vi også med et ressourceorienteret syn i vores forældresamarbejde og er respektfuldt, lyttende og inkluderende ift. forældreperspektiv
Vi søger:
En pædagog der brænder for at blive en del at et stærkt og ambitiøst arbejdsfællesskab, hvor der er en iboende lyst til at gøre en forskel for hvert enkelt barn.
En pædagog der er fagligt velreflekteret og formår at omsætte teori til praksis
En pædagog der aldrig lader barnet bære ansvaret for relationen men er nysgerrig på, hvad barnet fortæller os med sin adfærd.
En pædagog der har lyst til og mod på at sætte egen læring i spil.
En pædagog der er en stærk formidler og kommunikatør
En pædagog der har lysten til det tværfaglige samarbejde
Hvis du har spørgsmål, eller du ønsker at komme på besøg i institutionen er du meget velkommen til at kontakte Pædagogisk Leder, Dorthe Holten på tlf. 41 85 56 59
Ansøgningsfrist senest d. 21.06.2026
Vi forventer at afholde ansættelsessamtaler løbende i ansøgningsperioden, men afholder senest den sidste samtale d. 29.06.