Overforstander, Plejehjemmet i Generationernes Hus, Aarhus Kommune

Overskrift

Overforstander til plejehjemmet i Generationernes Hus – ledelse af 98 boliger i fusion og faglig genopretning 

Vil du stå i spidsen for at sætte retning, skabe kultur og styrke kvaliteten for beboere, pårørende og medarbejdere – i tæt samarbejde med husets forstandere og viceforstandere?

Så er du måske vores nye overforstander.

 

Stillingsbeskrivelse

Vi søger en erfaren leder til plejehjemmet i Generationernes Hus, som rummer 98 boliger fordelt på to plejehjemsenheder. Stillingen som overforstander er nyoprettet, så motiveres du af tanken om at lede og udvikle dygtige ledere og have ansvar for at styrke kultur og den sundhedsfaglig kvalitet, så håber vi at få en ansøgning fra netop dig.

Fra 1. januar 2026 fusionerer de to nuværende plejehjem (Hus 3 og Hus 9), og din vigtigste opgave bliver at videreføre den genopretning, der allerede er sat i gang efter et år med påbud, politisk opmærksomhed og stor offentlig interesse. Samtidig skal du stepvis samle enhederne til ét stærkt, fælles plejehjem med tydelig profil og solidt fagligt fundament.

Du bliver ansvarlig for:

  • Sundhedsfaglig og strategisk ledelse af et stort plejehjem med mange medarbejdere og samarbejdspartnere
  • At sikre høj kvalitet i omsorg, pleje og rehabilitering med beboernes tryghed, værdighed og livskvalitet i centrum
  • At lede og udvikle lederteamet bestående af to forstandere og to viceforstandere – herunder styrke samarbejdet på tværs samt udvikle ledelse af ledere
  • Personaleledelse af to forstandere
  • At understøtte og styrke arbejdsmiljø og trivsel blandt ledere og medarbejdere
  • At skabe stabilitet og konsolidere plejehjemmene efter en turbulent periode 
  • At gennemføre fusionen med fokus på kultur, værdier, faglighed og trivsel
  • At inddrage medarbejdere, beboere, pårørende og samarbejdspartnere i et åbent ledelsesrum
  • At sikre drift, kvalitet, økonomi og strategisk udvikling
  • At understøtte efterlevelse af den samlede vision for Generationernes Hus 

Du bliver en del af distrikt Midtøst, hvor 11 plejehjem arbejder tæt sammen om faglighed og kvalitet. Her prioriteres sparring, videndeling og samarbejde højt.

Stillingsbeskrivelse som overforstander på plejehjemmet i Generationernes Hus
 

Om Generationernes Hus

Generationernes Hus åbnede i 2020 med en vision om fællesskab, generationsmøder og samskabelse. Huset rummer både dagtilbud, botilbud og plejehjem samt et stort åbent fællesrum med café, som byder lokalsamfundet indenfor. Sammen med øvrige ledere og medarbejdere i huset, har I et fælles ansvar for at understøtte samskabelse og fællesskaber mellem generationer og besøgende i huset.

De nuværende plejehjem i huset (Hus 3 og Hus 9) har gennem en periode stået med udfordringer, som har påvirket tryghed, trivsel og arbejdsmiljø. Efter påbud i 2024 er en samlet genopretningsplan iværksat med mange tiltag, hvoraf flere allerede er gennemført. Med ansættelsen af en overforstander ønsker vi at skabe en bæredygtig ledelsesstruktur, der kan styrke nærvær, faglighed og kvalitet i hverdagen.

Et centralt tiltag i genopretningsplanen har desuden været en årsagsanalyse og læringsopsamling, som kan læses her: aarsagsanalyse-og-laeringsopsamling-for-plejehjemmene-i-generationernes-hus.pdf


Vi søger en leder, der

  • Har en sundhedsfaglig baggrund og solid erfaring med plejehjemsdrift
  • Har erfaring med drifts- og strategisk ledelse fra en kompleks organisation
  • Har lederuddannelsen på diplomniveau
  • Kan skabe følgeskab i både fusion og genopretning
  • Bygger en sund kultur og fælles identitet og samtidig sikrer trivsel og arbejdsglæde
  • Er synlig og tydelig i sit lederskab og kommunikation - også i situationer med høj kompleksitet og eksternt pres
  • Balancerer nærvær i driften med fokus på strategi, udvikling og samarbejde
  • Forstår at navigere i en stor, politisk ledet organisation
  • Har viden om ældreområdet og forståelse for målgruppens behov – gerne med kendskab til ældreloven
  • Arbejder systematisk med kvalitet, dokumentation og arbejdsmiljø


Som person forestiller vi os, at du:

  • Har gåpåmod, sætter retning og tager ansvar 
  • Inspirerer og motiverer med engagement og nærvær
  • Står tydeligt i din ledelse – og kan træffe svære beslutninger
  • Lytter og inddrager medarbejdere, beboere og pårørende
  • Skaber følgeskab gennem ordentlighed, faglighed og interesse for mennesker


Vi tilbyder

  • En unik mulighed for at stå i spidsen for både genopretning og fusion – og dermed præge udviklingen af fremtidens plejehjem
  • Stort ansvar og indflydelse – med stærke samarbejdspartnere i ledelsesteamet, medarbejderne og forvaltningen
  • Et arbejdssted, hvor vi brænder for at skabe trygge rammer, livskvalitet og hjemlighed for beboerne
  • Et mentorforløb med kommunens anden overforstander – fra Specialplejehjemmet Skovvang
  • Systematisk sparring med plejehjemschef 
  • Et tæt samarbejde med pårørende, frivillige og lokalsamfund
  • Støtte fra understøttende funktioner i forvaltningen – bl.a. til at navigere i genopretningstiltag, historik og relationer
  • En magistrat med særligt fokus på tillid, åbenhed og læring


Vil du kigge forbi og se stedet?
Generationernes Hus ligger midt på Aarhus Ø – mellem skov og vand – i en flot bygning med 98 plejeboliger fordelt på fem afdelinger.

Du er altid velkommen til at kigge forbi. Kontakt plejehjemschef Anette Sindberg på anesi@aarhus.dk eller tlf. 41 85 78 36, hvis du vil aftale et besøg.


Om stillingen

Løn og ansættelsesvilkår

Stillingen er på fuld tid ønskes tiltrådt den 1. december 2025.

Lønnen er minimum 726.601 kr. årligt afhængigt af din sundhedsfaglige baggrund.  

For alle lønninger gælder, at de er excl. pension.

Lønnen ydes i henhold til forhåndsaftale indgået mellem Sundhed og Omsorg, Dansk Sygeplejeråd-Lederforeningen, Ergoterapeutforeningen, Danske Fysioterapeuter og FOA, samt efter konkret forhandling og aftale med den forhandlings- og aftaleberettigede faglige organisation. 

Øvrige løn- og ansættelsesvilkår sker i henhold til én af de 3 kommunale lederoverenskomster indenfor Ældreområdet – enten ”Overenskomst for ledere i kommunernes ældre-, sundheds- og handicapområde, kostproduktion mv.”, ”Overenskomst for ledende ergoterapeuter, fysioterapeuter og jordemødre” eller ”Overenskomst for ledere og mellemledere på ældre- og sundhedsområdet mv.” afhængig af ansøgerens uddannelsesmæssige baggrund.  


Vil du vide mere?

Har du spørgsmål til stillingen, så kontakt forvaltningschef Heidi Have på hh@aarhus.dk eller 51 57 59 17 eller plejehjemschef Anette Sindberg på anesi@aarhus.dk eller tlf. 41 85 78 36.

Har du lyst til at tale med en, som arbejder i samme funktion, så kontakt Mai McLeod Winther, som er overforstander for Specialplejehjemmet Skovvang på mmb@aarhus.dk eller 41 85 50 42.


Ansøgning:

Klik på ”søg job” nedenfor for at udfylde og sende din ansøgning. Alle felter med * skal udfyldes. Først når du har modtaget en kvittering pr. e-mail, har vi modtaget din ansøgning.

Vi forventer at afvikle jobsamtaler den 20. oktober og 27. oktober 2025

I forbindelse med ansættelse af ledere og chefer, anvender vi personprofilering, hvis du går videre til anden samtale, og der vil derfor være profiltilbagemeldinger den 23. oktober.

1. Samtalerunde: 20. oktober 2025 i tidsrummet 08.30-15.30

Profiltilbagemeldinger til kandidater: 23. oktober i tidsrummet 08.00-16.00

2. Samtalerunde: 27. oktober 2025 i tidsrummet 08.30-11.30

I Sundhed og Omsorg har vi en generel politik om, at vi indhenter referencer og evt. straffeattest ifm. ansættelser.

 
  
Om os:
Magistratsafdelingen for Sundhed og Omsorg (MSO) i Aarhus Kommune arbejder med omsorg for ældre og sundhed for alle borgere.

 Vores strategi  De fem ledetråde  giver retning til vores arbejde og udfordrer vores adfærd og holdninger – med det simple formål, at vi hver dag bliver en smule bedre til at gøre vores arbejde til gavn for borgerne i Aarhus. Læs mere om vores strategi og forståelsesramme inden første samtale, se  Lederjob (aarhus.dk)

Som ny leder bliver du mødt af et obligatorisk onboardingsprogram, og vi lægger vægt på, at alle vores ledere løbende kompetenceudvikler sig Derfor har vi både in house lederuddannelse, og der er mulighed for at tage lederuddannelsen ”Diplomuddannelse i ledelse” over en årrække.

 Aarhus Kommune betragter mangfoldighed som en ressource og opfordrer derfor alle - uanset alder, køn, handicap, livsstil, religion eller etnisk tilhørsforhold - til at ansøge stillingen.

Aarhus Kommune er en af Jyllands største arbejdspladser. 28.000 professionelle og passionerede kollegaer arbejder hver dag for, at vi er en god by for alle. Som ansat i Aarhus Kommune gør du visioner til virkelighed og skaber udvikling, fællesskab og trivsel. Her er der respekt for faglighed, plads til mangfoldighed og mulighed for udfoldelse.  

Vi har ambitioner for byen – og for dig. Kom og vær med! 

 

Del i dit netværk Del på Facebook Del på X Del på LinkedIn Del på Google Plus Udskriv Tip en ven
Jobnummer:
28503
Frist:
Tiltrædelse: 01-12-2025
Arbejdstid: Fuldtid
Ansættelse: Fast
1. Kontaktperson:
Heidi Have Forvaltningschef Ældre og Omsorg +4541858511
2. Kontaktperson:
Anette Sindberg Viceplejehjemschef Viceplejehjemschef +4530723415 +4541857836
Afdeling:
Plejehjem Midt Øst
Lokation: Grøndalsvej 2, 8260, Viby J, Denmark
VI SØGER ALTID
Vi søger altid inden for disse områder.
Fælles for disse jobs er, at du kan hjælpe med at gøre en forskel for aarhusianere og hjælpe dem til at få en bedre hverdag.

Læs mere

OPRET JOBAGENT
Her kan du oprette en jobagent.
Jobagenten sender dig en mail, hver gang vi har et ledigt job, der passer til de kategorier, du har indtastet.

Opret jobagent

UOPFORDREDE ANSØGNINGER
Her kan du læse om uopfordrede ansøgninger og undtagelser.

Læs mere

AARHUS KOMMUNE
Rådhuset
Rådhuspladsen 2
8000 Aarhus C

TLF. 89 40 20 00
CVR-nummer: 55133018