Pædagogisk leder til Den integrerede Institution Gl. Egå Børnehus

Gl. Egå søger en fagligt velfunderet og visionær pædagogisk leder fra 01.01.26 eller snarest derefter.

I Gl. Egå Børnehus står du i spidsen for en erfaren, engageret og samarbejdende personalegruppe, og du bliver en del af et stærkt lederteam i Skæring Sølyst dagtilbud. Du skal fortsætte udviklingen af læringsmiljøerne i Gl. Egå Børnehus med udgangspunkt i den pædagogiske læreplan. Lige nu arbejder vi med Dagtilbud for alle, der står på skuldrene af, Stærkere læringsfællesskaber og Børn og Ungepolitikken i Aarhus kommune.

Om os
Gl. Egå Børnehus er en velfungerende integreret institution, der er normeret til 35 børnehavebørn og 16 vuggestuebørn. Vi har gode fysiske rammer. Både bygninger og legeplads er løbende blevet renoveret og udviklet. Vi er en stabil og ansvarsfuld personalegruppe på 12 - og en ressourcestærk forældregruppe, som bidrager til og involverer sig. 
Vi er aldersopdelt og lægger vægt på at have fælles aktiviteter mellem børnehaven og vuggestuen i det daglige. 
Vi bestræber os på at være nærværende voksne, der tager lederskab og ansvar for relationer. Vi sørger for en struktureret hverdag med anerkendelse og engagement. Gennem leg og aktiviteter i blandt andet mindre grupper sørger vi for, at det enkelte barn føler sig set, hørt og forstået - samtidig med at vi i fællesskab når alle børn. Vi skaber rammerne for, at alle børn trives, er nysgerrige og tør udforske legens rammer og muligheder.

Vores pædagogik tager udgangspunkt i anerkendelse, relationer, respekt og glæde. Vi bestræber os på ligeværdig dialog med stor respekt for det enkelte barn. Vi støtter op om venskaber og relationer børnene imellem. Og vi har et godt samarbejde i lokalområdet med højskolen, gymnasiet, de lokale erhvervsdrivende og selvfølgelig med vores lokale skole, Sølystskolen.

Vores lokaldistrikt er kendetegnet ved, at forældrene er meget engagerede og bakker op om Gl. Egå Børnehus både i det daglige og når vi har vores årlige traditioner, som børnene glæder sig til. Der er et aktivt forældreråd, som samarbejder godt med medarbejderne og lederen.

Skæring-Sølyst Dagtilbud består af 11 institutioner og en dagplejeafdeling.  Du bliver en del af et lederteam, hvor vi er lærings- og omstillingsparate. Vi tør dele både det, vi lykkes med, og det, der udfordrer. I ledelsesgruppen er der gensidig tillid, og vi hjælper hinanden med stort og småt. Vi lægger vægt på at støtte, sparre og udfordre hinanden, så vi udvikler os og trives i lederrollen. Alle har en fast makker og en mindre sparringsgruppe, som står til rådighed for faglig sparring. 

For at sikre, at du kommer godt fra land, får du ved ansættelsen tilknyttet en mentor fra lederteamet.

Om jobbet
Som pædagogisk leder har du ansvaret for den pædagogiske praksis i institutionen. Din primære opgave er at skabe en kultur, hvor pædagogisk kvalitet udvikles gennem målrettet ledelse, faglig sparring og deltagelse i praksis.

  • Du skal stå i spidsen for en tydelig sammenhæng mellem de pædagogiske målsætninger og den daglige praksis med fagligheden og børnene i fokus.
    Lige nu arbejder dagtilbuddet og Gl. Egå Børnehus med ”Dagtilbud For Alle” (Bredere børnefællesskaber). Det sker med tæt sammenhæng til de data, vi har fået ved det lovbefalede tilsyn og de overordnede målsætninger i læreplanen. 
  • Du fortsætter arbejdet med at forankre Stærkere Lærings Fællesskaber og vores styrkede læreplan med øje for børnenes læring, trivsel og udvikling i læringsmiljøerne i Gl. Egå Børnehus.  
  • Du understøtter vores struktur i hverdagen ud fra en velfungerende mødeplan og effektiv koordinering af opgaver med blik for husets samlede ressourcer og sikrer stabil drift. 
  • Du samarbejder med forældrene – i dagligdagen, i forældrerådet og gennem klar og tydelig information og kommunikation. 
  • Du har ansvar for vedligeholdelse, økonomi og drift af institutionen inden for den givne ramme. Du får hjælp fra vores dygtige administration og tekniske fællesskaber. 
  • Du er aktiv i dagtilbuddets ledergruppe. Sammen arbejder vi for et stærkt fagligt fællesskab med hele lokaldistriktet og støtter hinanden i ledelsesopgaven. 

Om dig 
Vi forestiller os, at du: 

  • har en stærk pædagogisk faglighed og et tydeligt børnesyn, som du kan omsætte i ledelse og udvikling af den pædagogiske praksis med afsæt i det, vi allerede gør
  • har overblik og er struktureret – også i en travl hverdag 
  • er synlig og nærværende. Du møder andre i øjenhøjde og skaber tillid 
  • kan uddelegere og følge op på opgaver 
  • arbejder transparent, er inddragende, motiverende og nærværende 
  • har gode kommunikative evner og kan anvende digitale redskaber 
  • er nysgerrig på vores kultur, garant for et godt arbejdsmiljø og ser kvaliteten i at skabe succes gennem andre 
  • har blik for økonomi og administrative opgaver  

Krav til stillingen
Du er pædagogisk uddannet og fagligt velfunderet med erfaring inden for 0-6 års området. 
Måske har du ledelseserfaring eller længerevarende erfaring med opgaver, der giver dig potentialet til at træde ind i lederrollen, fx som vejleder, fagligt fyrtårn, konsulent eller lignende.
Det kan være, at du er i gang med en lederuddannelse, og ellers har du lyst til at gå i gang med en.

Du kender til eller kan nemt tilegne dig viden om digitale værktøjer og kan understøtte den digitale strategi, hvor medarbejderne skal arbejde med Aula, SharePoint, SUBIT, NORMA og Outlook. 

Læs mere om os 
Læs mere om os: https://skaeringsoelystdagtilbud.aarhus.dk/vores-afdelinger/dii-gl-egaa-boernehus
Se evt. forældrerådets kommentarer til tilsyn 2025. 

Om Gl Egå Børnehus: Den integrerede institution Gl. Egå Børnehus
Om dagtilbud: Det Vi Gør (aarhus.dk)
Om børn og Ungepolitikken: Børne- og ungepolitik (aarhus.dk)
Om bredere børnefællesskaber: Bredere børnefællesskaber (aarhus.dk)
Om stærkere læringsfællesskaber: Stærkere Læringsfællesskaber (aarhus.dk)
Om ledelse: Ledelse (aarhus.dk)

Hvis du vil vide mere
Har du spørgsmål til stillingen, eller ønsker du at besøge os, kan du kontakte dagtilbudsleder Erik Heltoft på telefon 51575758. 

Løn og ansættelse 
Der er tale om en fuldtidsstilling, hvor du er ansat uden højeste arbejdstid. 
Løn og ansættelsesvilkår er i henhold til gældende overenskomst og lokallønsaftale indgået med den forhandlingsberettigede faglige organisation. Herudover er der jf. lokallønsaftalen kvalifikationstillæg for specifikke uddannelser. 
Der indhentes børneattest samt straffeattest.
Vi håber, du kan begynde den 1. januar eller snarest herefter.

Vi glæder os til at høre fra dig
Du sender os din ansøgning og bilag elektronisk senest den 28. oktober. Den 30. oktober udvælger vi de kandidater, vi inviterer til samtale. Første samtalerunde afholdes den 4. november fra kl. 9.30.  Der medvirker en HR-konsulent i ansættelsesprocessen, og der vil blive brugt færdighedstest samt personlighedstest i forbindelse med rekrutteringsprocessen. Test, testinterview og referencer vil foregå den 5.-7. november og aftales med HR-konsulenten. Anden samtalerunde afholdes den 10. november fra kl.08.30. 

I Aarhus Kommune sætter vi børnene i centrum 
Vi vil give alle børn og unge de bedste betingelser for at lære, udvikle sig og trives. Det kræver stærke læringsfællesskaber og tværfagligt samarbejde mellem de voksne omkring barnet.
I Aarhus Kommune bliver du en del af en samarbejdskultur, hvor data, viden og erfaringer inddrages, så alle får mulighed for at lære sammen af hinanden og med hinanden på tværs af professioner, medarbejder- og ledelsesniveauer. Vi tror på at børn og unge gør, hvad de kan. Børnene er ikke problemet, men de viser problemet. I Aarhus Kommune tager de voksne ansvar for læring, udvikling og trivsel for alle børn og unge.
     
Om Aarhus Kommune
Aarhus Kommune er Jyllands største arbejdsplads, hvor 28.000 professionelle og passionerede kollegaer hver dag arbejder for at gøre visioner til virkelighed og skabe værdi for borgere og samfundet omkring os. Vi er en arbejdsplads, der vægter faglighed og samarbejde højt og vi tror på, at vores forskelligheder er med til at gøre Aarhus for en god by for alle.  

Sammen arbejder vi for en bæredygtig og inkluderende by, hvor både ansatte, borgere, virksomheder og naturen kan trives og blomstre. Vi har ambitioner for byen – og for dig. Kom og vær med!


 

Del i dit netværk Del på Facebook Del på X Del på LinkedIn Del på Google Plus Udskriv Tip en ven
Jobnummer:
28609
Frist:
Tiltrædelse: 01-01-2026
Arbejdstid: Fuldtid
Ansættelse: Fast
1. Kontaktperson:
Erik Heltoft Dagtilbudsleder Skæring-Sølyst dagtilbud +4551575758
Afdeling:
Gl. Egå Børnehus
Lokation: Eghøjvej 6, 8250, Egå
VI SØGER ALTID
Vi søger altid inden for disse områder.
Fælles for disse jobs er, at du kan hjælpe med at gøre en forskel for aarhusianere og hjælpe dem til at få en bedre hverdag.

Læs mere

OPRET JOBAGENT
Her kan du oprette en jobagent.
Jobagenten sender dig en mail, hver gang vi har et ledigt job, der passer til de kategorier, du har indtastet.

Opret jobagent

UOPFORDREDE ANSØGNINGER
Her kan du læse om uopfordrede ansøgninger og undtagelser.

Læs mere

AARHUS KOMMUNE
Rådhuset
Rådhuspladsen 2
8000 Aarhus C

TLF. 89 40 20 00
CVR-nummer: 55133018