Pædagogisk leder til Mårslet Skole – med mulighed for vicelederfunktion - vil du være med på holdet?

Vores vice- og udskolingsleder går på pension, og det åbner en mulighed for dig, der har lyst til at blive en del af et stærkt fællesskab på en veldrevet skole. Du bliver også en del af et erfarent ledelsesteam og en attraktiv arbejdsplads, hvor folk bliver i mange år. Her er højt til loftet og mulighed for at gøre en forskel – sammen. 
Vi er nysgerrige på dine erfaringer og interesser og tilpasser gerne opgaveporteføljen, så du bedst muligt kan bringe det, du kommer med, i spil. Vi glæder os til at høre, hvad du har lyst til at byde ind med. 

Om skolen 
Mårslet Skole er en af de største folkeskoler i Aarhus Kommune med 3-4 spor og ca. 900 elever, heraf fire specialklasser. Skolen er lokalforankret, og næsten alle børn i byen går her. Vi er en moderne og ambitiøs skole med høj faglighed og et stærkt fokus på trivsel og dannelse. 

Vi tror på fællesskabet – både som social ramme og som pædagogisk retning. Vi arbejder med helskoleindsatser, hvor hele skolen samles om fælles fokusområder. Vi har gennem en årrække arbejdet med CO-teaching, og vi prioriterer 30 årlige F-dage, hvor skemaet brydes op, og årgangene fordyber sig i tværfaglige emner. Det styrker både trivsel, fællesskab og faglighed. 
Vi er i gang med at udvikle projektbaseret læring og arbejder med LINK, et norsk undervisningsforløb med fokus på livsmestring og trivsel. I år har vi arbejdet med frivillighed og venskabsklasser, som fremmer tryghed og social ansvarlighed. 

Du bliver en del af et lederteam med skolelederen og to andre pædagogiske ledere. Samarbejdet er præget af åbenhed og tillid. Vi er fælles om opgaven og hjælper hinanden. Som pædagogisk leder på Mårslet Skole skal du være en teamplayer. Vi har faste porteføljer – men også fleksibilitet til at tilpasse opgaver ud fra dine kompetencer og interesser. 

Vi har en erfaren og stabil medarbejdergruppe af dygtige lærere og pædagoger, som brænder for børnene og for skolen. Det er en arbejdsplads med høj trivsel og stærke relationer. Vi har gennem årene arbejdet med at åbne klasserummene og styrke samarbejdet på tværs. En udvikling, som du skal være med til fortsat at understøtte ved at være tæt på medarbejderne, sætte tydelig retning og give plads til forskellighed. 

Mårslet er et ressourcestærkt område med engagerede og bidragende forældre. Vi har høj elevtrivsel, og næsten alle unge er i gang med en ungdomsuddannelse 15 måneder efter 9. klasse. Men for nogle børn kan det være svært at gå i skole, og som pædagogisk leder skal du også kunne støtte op om de børn og familier, der har det svært, og støtte og stilladsere dine medarbejdere i deres indsats for, at alle børn trives og lærer. 

Om jobbet 
Som pædagogisk leder skal du sikre, at medarbejderne har de bedste rammer for at lykkes med deres pædagogiske opgaver gennem at skabe struktur og retning for den daglige praksis, at være synlig og lede tæt på praksis via observation, sparring og feedback samt bidrage til et godt arbejdsmiljø med fokus på fællesskab og medinddragelse som bærende principper. 
Du skal bidrage til, at vi fortsat er en attraktiv skole, som løbende udvikler og forbedrer vores praksis. 
Du skal sikre, at arbejdsmetoder og processer er fagligt velbegrundede og sikre den bedst mulige anvendelse af ressourcerne. 
Du skal bidrage til et godt samarbejde med forældregruppen. 
Du vil være med til at tage ledelse af AKT, faglige vejledere, PLC, fagteams og netværksmøder, og du vil have medansvar for skolens administrative opgaver og driftsopgaver, herunder årsplanlægning og fagfordeling. 
Du bliver også en del af det store fællesskab i Børn og Unge, hvor vi arbejder inden for den fælles og forpligtende ramme om blandt andet bredere børnefællesskaber. 

Det er vores vice- og udskolingsleder, der går på pension, men det er ikke et krav, at du har en udskolingsprofil eller ambitioner om at blive viceskoleleder. Vi er fleksible i forhold til at tilpasse vores opgaveporteføljer under hensyn til dine kompetencer og interesser. Det vigtigste for os er, at du kan se værdien i at være fælles om at skabe god ledelse på Mårslet Skole. Så finder vi en god vej sammen. 

Om dig 
Vi håber, du kan se dig selv i nogle af disse egenskaber: 

  • Du er udviklingsorienteret og har vilje og evne til at drive skolens udvikling videre 
  • Du er relationskompetent og kan skabe tillidsfulde samarbejdsrelationer 
  • Du har situationsfornemmelse og kan aflæse stemninger og agere i konteksten 
  • Du skaber følgeskab og bidrager til, at vi lykkes som fællesskab 
  • Du er tydelig og har mod – du kan stå fast, også når det bliver svært 
  • Du har et positivt mindset og ser muligheder – også i udfordringer 
  • Du er autentisk – ærlig, nærværende og en, man kan mærke 

Krav til stillingen 

  • Du er læreruddannet og fagligt velfunderet. 
  • Det er en fordel, hvis du har ledelseserfaring. Alternativt har du lyst til og potentiale for ledelse samt erfaring fra en rolle som vejleder, koordinator, tillidsrepræsentant eller lignende. 
  • Du har en lederuddannelse eller lyst til at påbegynde en. 
  • Du kender til og kan nemt tilegne dig viden om digitale værktøjer. 

Hvis du vil vide mere 
Du er meget velkommen til at kontakte skoleleder Inge Pedersen på telefon 2494 6130 eller mail iped@aarhus.dk for en uforpligtende samtale eller et besøg på skolen, inden du sender din ansøgning. 

Du kan også læse mere her: 
Om os: Mårslet Skole 
Om Børne- og Ungepolitikken: Børne- og ungepolitik 
Om Bredere børnefællesskaber: Bredere børnefællesskaber 
Om Stærkere læringsfællesskaber: Stærkere Læringsfællesskaber 
Om at arbejde i Børn og Unge: Arbejde i Børn og Unge 
Om ledelse i Børn og Unge: Ledelse 

Løn og ansættelse  
Stillingen er en fuldtidsstilling uden højeste arbejdstid. Løn og ansættelsesvilkår følger gældende overenskomst og lokallønsaftale indgået med den forhandlingsberettigede faglige organisation. Lønindplacering som pædagogisk leder er trin 48, og årligt tillæg kr. 40.420 (31-3-00 niveau), hvilket svarer til en årsløn i nutidskroner på ca. 602.000. Hvis du tildeles funktionen som viceskoleleder, bliver den samlede årsløn ca. kr. 642.000 i nutidskroner. Derudover ydes der kvalifikationstillæg for gennemført diplom i ledelse.  
Der kan indhentes børneattest samt straffeattest. 

Vi håber, du kan starte den 1. august 2025. 

Ansøgning og rekrutteringsproces 
Vi glæder os til at høre fra dig! Du sender os din ansøgning og bilag elektronisk senest den 25. maj 2025. Du får besked den 27. maj, hvis du bliver inviteret ind i ansættelsesprocessen. Første samtalerunde afholdes den 2. juni fra kl. 14.30. Der medvirker en HR-konsulent i ansættelsesprocessen, og der vil blive brugt færdighedstest samt personlighedstest. Test, testinterview og referencer vil foregå den 4. og 6. juni og aftales med HR-konsulenten. Anden samtalerunde afholdes den 10. juni fra kl. 13.30. 

Klik på ”Ansøg” nedenfor for at udfylde og sende din ansøgning. Alle felter med * skal udfyldes. Først når du har modtaget en kvittering pr. e-mail, har vi modtaget din ansøgning. 

I Aarhus Kommune sætter vi børnene i centrum. 
Vi vil give alle børn og unge de bedste betingelser for at lære, udvikle sig og trives. Det kræver stærke læringsfællesskaber og tværfagligt samarbejde mellem de voksne omkring barnet. 
I Aarhus Kommune bliver du en del af en samarbejdskultur, hvor data, viden og erfaringer inddrages, så alle får mulighed for at lære sammen af hinanden og med hinanden på tværs af professioner, medarbejdere og ledelsesniveauer. Vi tror på, at børn og unge gør, hvad de kan. Børnene er ikke problemet, men de viser problemet. I Aarhus Kommune tager de voksne ansvar for læring, udvikling og trivsel for alle børn og unge. 
    
Om Aarhus Kommune
Aarhus Kommune er Jyllands største arbejdsplads, hvor 28.000 professionelle og passionerede kollegaer hver dag arbejder for at gøre visioner til virkelighed og skabe værdi for borgere og samfundet omkring os. Vi er en arbejdsplads, der vægter faglighed og samarbejde højt og vi tror på, at vores forskelligheder er med til at gøre Aarhus for en god by for alle.  

Sammen arbejder vi for en bæredygtig og inkluderende by, hvor både ansatte, borgere, virksomheder og naturen kan trives og blomstre. Vi har ambitioner for byen – og for dig. Kom og vær med!


 

Del i dit netværk Del på Facebook Del på X Del på LinkedIn Del på Google Plus Udskriv Tip en ven
Jobnummer:
26957
Frist:
Tiltrædelse: 01-08-2025
Arbejdstid: Fuldtid
Ansættelse: Fast
1. Kontaktperson:
Inge Pedersen Skoleleder Mårslet Skole +4587139640
Afdeling:
Mårslet Skole
Lokation: Testrupvej 4, 8320, Mårslet, Danmark
VI SØGER ALTID
Vi søger altid inden for disse områder.
Fælles for disse jobs er, at du kan hjælpe med at gøre en forskel for aarhusianere og hjælpe dem til at få en bedre hverdag.

Læs mere

OPRET JOBAGENT
Her kan du oprette en jobagent.
Jobagenten sender dig en mail, hver gang vi har et ledigt job, der passer til de kategorier, du har indtastet.

Opret jobagent

UOPFORDREDE ANSØGNINGER
Her kan du læse om uopfordrede ansøgninger og undtagelser.

Læs mere

AARHUS KOMMUNE
Rådhuset
Rådhuspladsen 2
8000 Aarhus C

TLF. 89 40 20 00
CVR-nummer: 55133018