Jeg har kun mødt opbakning til at efteruddanne mig. Da jeg for nogle år siden tog fat i min leder for at høre om mulighederne for efteruddannelse, foreslog hun mig APN-uddannelsen. Selvom det betød, at jeg stoppede på det plejehjem, hvor jeg var ansat som sygeplejerske, sagde min leder: Når man ser nogen, som vil noget, så skal man sende dem videre.
Som APN-sygeplejerske er du ikke en del af en daglig rutine. Kombineret med sparring fra de fagpersoner, der kender borgeren højner det muligheden for at se hele vejen rundt om borgerne med nye øjne. Jeg mødte for eksempel en borger, som var psykotisk, havde mange indlæggelser, hallucinationer og dårlig søvn. Jeg gennemgik borgerens medicin, dagsrytme mv. over en periode og ændrede tidspunktet, hvor borgeren fik medicin. Efter få dage sov borgeren bedre, havde færre hallucinationer og var mere tilpas.