"At blive set som menneske er absolut den oplevelse, der rørte mig allermest. Jeg blev set som et helt menneske i en tid, hvor jeg var ramt af sygdom og havde brug for hjælp til at komme mig. Det var i den grad med til, at jeg selv ville arbejde på Vikærgården og gøre en forskel for andre,” fortæller Geir Dybdahl om, hvorfor han i dag arbejder på Vikærgården – 6 måneder efter han var beboer på stedet.

Nevøens LEGO-byggesæt

”Især er der én episode, der den dag i dag rører mig. For at træne mine finmotoriske evner havde jeg samlet en masse LEGO-byggesæt, og jeg blev virkelig opmuntret til at træne alle mine evner også ude i vores fælles have. Men på et tidspunkt har jeg ganske enkelt ikke flere byggesæt at samle, fordi jeg havde samlet dem alle. Det mente min fysioterapeut ikke skulle stoppe min udvikling, så hun kom med to poser LEGO. Hun havde skilt nevøens LEGO Star Wars skib ad, så jeg kunne samle det til ham over ferien og på den måde fortsætte min træning. Det havde hun reelt ikke behøvet, men netop derfor gjorde det en kæmpe forskel for mig. Hun så mig og huskede mig, også da hun havde fri. Jeg var ikke blot en fremmed eller et 8-16 job, som hun parkerede.

Jeg er dybt imponeret af personalet – og så stolt af at være en del af et sted, der hver dag arbejder for, at beboerne kan hylde livet i alle dets facetter” uddyber Geir og tilføjer – ”og så er jeg taknemlig.”

På mission i det skjulte

I sit nye arbejde på Vikærgården har Geir gjort det til sin daglige mission at være den uformelle faktor. Han vil forkæle beboerne og værne om dem, når han fx gør maden klar og serverer den: ”sosuerne, fysioterapeuterne og sygeplejerne gør deres absolut bedste i forhold til at hjælpe beboerne til at blive stærkere i krop og sjæl. Men jeg tror på, at vi alle kan spille en rolle, selvom vi arbejder inden for andre områder end den direkte sygepleje," siger han og rejser sig op for at hjælpe to borgere. De to sidder i hver deres rullestol og kæmper med at komme ind ad en dør med automatisk låsefunktion, der er hurtigere end de er. Geir er tilbage og fortæller: ”Jeg får jo rigtig meget igen ved at give en smule og skabe en uformel stemning. Og hvis der er én ting, jeg har lært, så er det, at det ikke blot var ét menneske, der hjalp mig, da jeg selv skulle genoptrænes efter min sygdom, men mange. Hvert et menneske på vejen gør jo en forskel.”