Center for Botilbud og Kragelund søger 4 medarbejdere i faste fuldtidsstillinger
Har du lyst til at arbejde på et socialpsykiatrisk tilbud hvor faglighed, tillid, håb og ligeværdighed går hånd i hånd? I to huse, hvor vi er særligt optagede af at udvikle en åben, dialogisk kultur og hver dag tilstræber at skabe en attraktiv (sam)arbejdsplads for både borgere, netværk, medarbejdere og andre samarbejdspartnere?
På Kragelund er vi i gang med en kreativ og udviklende forandringsproces, hvor vores to tilbud sammenlægges med virkning fra 1. oktober. Det kommer til at betyde, at du vil blive en del af en medarbejdergruppe, som løser opgaver på tværs af de to huse.
Til opgaven mangler vi 4 nye medarbejdere, der har lyst til at blive en del af et dynamisk sted med en tilgang og en kultur, der stræber efter at sætte fagligt fokus på:
Samskabelse – Løsninger findes i et ligeværdigt samarbejde
Håb og drømme – Et meningsfuldt hverdagsliv ud fra borgers håb og drømme
Dialog – Rum for at alle stemmer er lige betydningsfulde
Ligeværdighed – Menneske til menneske-relationer
Fællesskaber – Muligheder for at frigøre eget forandringspotentiale i samspil med andre
Om jobbet:
Kragelund er et socialpsykiatrisk tilbud om at bo med støtte til at indfri et meningsfuldt liv, der tager udgangspunkt i den enkeltes håb og drømme. Tilbuddet er et rehabiliteringstilbud efter Lov om social service § 107 og § 85 for mennesker med en psykisk sårbarhed. De mennesker der bor på Kragelund, er mellem 18-68 år og har et behov for støtte til at opøve færdigheder for at kunne håndtere egne specifikke psykiske og sociale udfordringer. For nogen er brug af rusmidler eller selvskade som mestringsstrategi en måde at håndtere udfordringer på, mens man træner færdigheder til at kunne mestre sine udfordringer på måder, der gør det muligt at leve det liv man håber på og drømmer om.
På Kragelund tager vi udgangspunkt i det enkelte menneske og vi ønsker at samarbejde om et individuelt, recoveryorienteret forløb med fokus på dialog, netværksperspektivet og træning af færdigheder i et validerende og socialt miljø som rehabiliteringsramme.
Medarbejdergruppen er tværfagligt sammensat af sundheds- og socialfaglige medarbejdere, med en bred vifte af faglige og personlige kompetencer.
Botilbuddet Kragelund og Center for Botilbud søger 4 nye medarbejdere i faste fuldtidsstillinger med tiltrædelse senest 1. oktober 2025. Arbejdstiden udgør 37 timer pr. uge. Arbejdsplanen kommer til at rumme både dag-, aften-, rådigheds- og weekendarbejde.
Din profil:
Vi ønsker medarbejdere der:
- Finder det meningsfuldt at arbejde rehabiliterende med hverdagsaktiviteter.
- Ser værdien i arbejdet med borgers håb og drømme i et recovery-orienteret perspektiv
- Har lyst til at arbejde dialogisk og netværksorienteret
- Har modet til at bringe perspektiver åbent i spil i samarbejde med kollegaer og sin leder
- Kan stå i det åbne og finde svar med hinanden
- Kan arbejde selvstændigt og samtidig indgå i tværfaglige- og sektorielle samarbejder
- Kan arbejde systematisk med målsætning, opfølgning og dokumentation
- Kan bevare overblikket i pressede situationer og tage beslutninger på egen hånd
- Kan stå i åbne, involverende processer med forandring som positiv medskaber
- Kan se det smukke og lærende i at turde at begå fejl og stille sin tvivl til skue
Kan du se dig selv i ovenstående og har du energi og mod til at arbejde i åbne fællesskaber med både kollegaer og borgere? Formår du tilstedeværelse i fællesskaber i en anerkendende og åben kommunikation, med en optagethed af hvad noget kan udvikle sig til. Og brænder du for psykosocialt rehabiliteringsarbejde, og tør du sætte dig selv personligt- og fagligt i spil - så er du måske en kommende medarbejder på Kragelund.
Derfor skal du vælge os:
- En mulighed for at indgå i tæt samarbejde med borgere i midlertidige rehabiliteringsforløb af kortere eller længere varighed
- At blive en del af en engageret og faglig ambitiøs medarbejdergruppe med ansvar og stor indflydelse på praksis
- En nærværende og dialogisk ledelseskultur med fokus på et godt arbejdsmiljø og høj trivsel i hverdagen
- Et hus med stor mangfoldighed, højt til loftet og et hjerte for mennesker
- Faglig sparring, supervision og daglig refleksion
Løn og ansættelsesvilkår:
Løn og ansættelsesvilkår vil være i henhold til gældende overenskomst. Endelig lønfastsættelse sker efter forhandling med den forhandlingsberettigede faglige organisation på baggrund af kvalifikationer.
Ugentligt timetal: Fuldtid
Stillingen er til enhver tid betinget af en tilfredsstillende offentlig straffeattest.
Hvis du vil vide mere:
Yderligere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til afdelingsleder Rikke Bjerregaard på telefon 41854967 eller Michele Dideriksen (faglig koordinator) på 41856328 .
Ansøgning:
Klik på ”Ansøg” nedenfor for at udfylde og sende din ansøgning. Alle felter med * skal udfyldes. Først når du har modtaget en kvittering pr. e-mail, har vi modtaget din ansøgning.
Relevante eksamensbeviser og udtalelser skal medsendes i kopi
Ansøgningsfrist: 1. juni 2025
Vi forventer, at ansættelsessamtaler finder sted d. 5. og 6. juni 2025.
Om os:
Center for Botilbud består af 22 socialpsykiatriske botilbud under servicelovens §85, §107 og §108. De ansatte i Center for Botilbud har forskellige faglige baggrunde og er også uddannelsessted for flere uddannelsesretninger. Der er derfor også en forventning om, at alle ansatte i Center for Botilbud udover at bidrage til kerneopgaven også bidrager til at sikre et godt læringsmiljø for de studerende.
01-06-2025
27136
Vi søger altid inden for disse områder.
Fælles for disse jobs er, at du kan hjælpe med at gøre en forskel for aarhusianere og hjælpe dem til at få en bedre hverdag.
Læs mere
OPRET JOBAGENT
Her kan du oprette en jobagent.
Jobagenten sender dig en mail, hver gang vi har et ledigt job, der passer til de kategorier, du har indtastet.
Opret jobagent
UOPFORDREDE ANSØGNINGER
Her kan du læse om uopfordrede ansøgninger og undtagelser.
Læs mere