Chefer til nyoprettede administrative støttefællesskaber på social- og beskæftigelsesområdet i Aarhus Kommune
Magistratsafdelingen for Sociale Forhold og Beskæftigelse (MSB) søger fire chefer til at lede fire nye administrative støttefællesskaber, som skal etableres som følge af en ny organisering af magistratsafdelingen med fokus på forenkling, mere kundeorientering og større effektivitet. Den nye organisering betyder en markant ledelsesomlægning og oprettelsen af fire nye fagforvaltningsområder med hver 5-6 faglige centre.
Til at understøtte driften og udviklingen af centrene i hvert forvaltningsområde oprettes et støttefællesskab, der samler de administrative og understøttende funktioner, som hidtil har ligget på centerniveau. Samlingen af de administrative og understøttende funktioner skal understøtte ambitionen om at styrke fagligheden og understøttelsen af vores kerneopgave. Derudover skal samlingen bidrage til effektueringen af en politisk besluttet administrativ effektivisering.
Ambitionen er klar: Støttefællesskaberne, der er knyttet til hvert forvaltningsområde, skal styrke den administrative faglighed og levere driftsnær administrativ understøttelse og sikre en god, effektiv og ensartet opgaveløsning på tværs med en tæt kontakt til de lokale centerchefer, afdelingsledere og medarbejdere, hvis opgaver skal understøttes.
De fire nye fagforvaltningsområder, som hver skal understøttes af et støttefællesskab, er:
- Børn, Unge og Uddannelse
- Handicap, Livsmestring og Fællesskab
- Job, Udsatte og Socialpsykiatri
- Job, Sundhed og Virksomheder
Grundfortællingen om den nye organisering kan findes her: LINK.
Yderligere information, herunder beskrivelse af de fire nye forvaltningsområder, kan findes i beslutningsgrundlaget for den ny organisering her: Fremtidens MSB.
Støttefællesskaberne refererer organisatorisk til den nydannede forvaltningsstab Økonomi, Digitalisering og Støttefællesskaber (ØDiS). Dette bl.a. med henblik på at sikre sammenhæng i organisationen, og at der etableres ensartede standarder og fælles processer på tværs. Nogle opgavetyper har samtidig et fagligt ophæng til den anden nydannede forvaltningsstab Organisation, Faglig udvikling og Sekretariat (OFuS). Generelt opererer støttefællesskaberne i tæt samspil med de centrale stabsfunktioner.
Du vil komme til at referere organisatorisk til chefen for Budget og vil i den forbindelse indgå i en fælles administrativ chefgruppe. Derudover vil du indgå fast som del af det respektive fagforvaltningsområdes centerchefgruppe, som er ledet af fagforvaltningschefen.
Du vil have medarbejdere i direkte reference og derudover mulighed for 1-3 teamledere alt efter støttefællesskabets samlede størrelse. Det forventes, at hvert støttefællesskab vil bestå af i alt mellem ca. 40-70 årsværk.
Opgaven
Som chef for et støttefællesskab får du ansvaret for følgende understøttende funktioner:
Økonomi
- Centerøkonomi, controlling og ledelsesinformation (understøttelse af økonomistyring på centre og i afdelinger, forventet regnskab, regnskab, opfølgning, prognoser, nøgletal, kapacitetsblik).
- Registreringer, fakturabehandling, øvrigt bogholderi mv.
- Bygningsrelaterede opgaver, fx samarbejde med Aarhus Ejendomme om bygningsdrift mv.
Faglig understøttelse
- Fagligt kvalitetsarbejde, udvikling og dokumentation (ledelsestilsyn, understøttelse af fælles krav og dokumentation, audit- og tilsynsforberedelse, undervisning/oplæring)
- Koordinering af og medvirken i anlægsprojekter
Digitalisering
- IT- og systemunderstøttelse (lokal systemanvendelse, arbejdsgange, supportveje). Der er både udviklings- og support-opgaver.
Ledelsesunderstøttelse
- Generel understøttelse af centerchefer og afdelingsledere
- Sekretærbistand til centerchefer og afdelingsledere
HR-opgaver
- Arbejdsmiljøunderstøttelse (systematik, APV-opfølgning, lokale arbejdsmiljøprocesser)
- HR- og personaleadministration (fravær, lønaftaler, samtalestøtte, onboarding og dokumentation)
- Vagt- og ressourceplanlægning (planlægning, bemanding, vagtstyring)
Støttefællesskaberne skal dermed understøtte en bred vifte af opgaver, herunder ikke mindst den sikre drift, økonomisk balance på centrene, faglig udvikling og HR.
Den første store opgave bliver at samle og forme en velfungerende ny funktionsopdelt støttefunktion.
Ledelsesprofil
Vi søger profiler, der:
- har erfaring med ledelse af én eller flere af de ovennævnte administrative opgaver. Erfaring med ledelse af ledere er en fordel men ikke et krav.
- er en proaktiv holdspiller, helhedsorienteret, men samtidig selvkørende på egen bane.
- kan lede og motivere både teamledere og medarbejdere til at levere god og effektiv understøttelse af den social- eller beskæftigelsesfaglige kerneopgave.
- agerer sikkert i krydsfelterne mellem drift og udvikling samt lokale og tværgående behov, og kan lede og støtte medarbejdere og ledere i krydspres mellem forventninger og muligheder.
- motiveres af at være helt tæt på den drift, som er MSB’s eksistensberettigelse, men samtidig kan agere kompetent i en organisation, hvor politiske og strategiske prioriteringer sætter den overordnede retning i både det enkelte forvaltningsområde og på tværs af magistratsafdelingen.
- har en samfundsvidenskabelig baggrund på kandidatniveau, gerne med forståelse for og interesse i kommunal økonomi på social- og beskæftigelsesområdet.
Ansættelsesproces
Send en ansøgning med relevante bilag.
Tilkendegiv gerne tydeligt, hvilke(n) af de fire stillinger du har interesse i og hvorfor.
Ansøgningsfrist søndag d. 6. september kl. 23.59.
Første samtalerunde på de fire stillinger afvikles i perioden 9.-11. september.
Anden samtalerunde forventes at blive afviklet 21. og 22. september.
Mellem første og anden samtalerunde, 15.-18. september, gennemføres forventeligt et mindre testforløb. Resultaterne indgår som en del af det samlede vurderingsgrundlag. Der vil i samme periode blive afholdt uformelle dialogmøder med relevante forvaltnings- og centerchefer.
Løn og ansættelse
Ansættelsen sker på kontorchefniveau. Stillingerne aflønnes efter chefkonsulentaftalen med et opslagsniveau på 760.000 kr. Hertil kommer pension på 21,0 % samt mulighed for forhandling af kvalifikationsløn.
Tiltrædelse hurtigst muligt og senest 1. november 2026.
Ansættelsesudvalg
Martin Bilberg, chef for Budget og Støttefællesskaber, formand
Forvaltningschefrepræsentant(er)
Centerchefrepræsentant
Repræsentant for de administrative ledere
To medarbejderrepræsentanter
Kontorchef fra Organisation, Faglig udvikling og Sekretariat.
Kontakt
For yderligere information om stillingerne er du velkommen til at kontakte chef for Budget og Støttefællesskaber Martin Bilberg på tlf. 51576634 eller mhb@aarhus.dk.
Ansøgning
Klik på ”Ansøg” nedenfor for at udfylde og sende din ansøgning. Alle felter med * skal udfyldes. Først når du har modtaget en kvittering pr. e-mail, har vi modtaget din ansøgning.
06-09-2026
31906
Vi søger altid inden for disse områder.
Fælles for disse jobs er, at du kan hjælpe med at gøre en forskel for aarhusianere og hjælpe dem til at få en bedre hverdag.
Læs mere
OPRET JOBAGENT
Her kan du oprette en jobagent.
Jobagenten sender dig en mail, hver gang vi har et ledigt job, der passer til de kategorier, du har indtastet.
Opret jobagent
UOPFORDREDE ANSØGNINGER
Her kan du læse om uopfordrede ansøgninger og undtagelser.
Læs mere