Malling: Bliv pædagogmedhjælper i et børnehus, hvor leg, fantasi og kreativitet er en stor del af hverdagen
Børnehuset Ajstrupvej søger en pædagogmedhjælper med interesse for pædagogik og lyst til at gøre en forskel for børn.
Kan du se dig selv i et børnehus, hvor børn lærer og oplever gennem kroppen og sanserne? Hvor vi som fagpersoner skaber rammer, der giver børn mulighed for at omsætte deres oplevelser til egne udtryk gennem leg, sang, historier, teater, tegning og andre kreative processer?
Så er du måske vores nye pædagogmedhjælper.
Måske er du ny på området, eller måske kommer du med noget helt andet i rygsækken – for eksempel erfaring med natur, musik, drama, bevægelse eller andre kreative eller praktiske kompetencer. Vi ser styrken i forskellige perspektiver og tror på, at de kan berige både børnene og arbejdsfællesskabet.
Om jobbet:
Vi søger en pædagogmedhjælper til vores børnehave med opstart 1. september eller snarest muligt og indtil d. 1. december. Stillingen er på 37 timer om ugen.
Børnehuset Ajstrupvej er et integreret børnehus med 16 vuggestuebørn og 40 børnehavebørn. Du bliver en del af børnehaven, men vi hjælper hinanden på tværs af huset, når det giver mening.
Vi er stolte af den hverdag, vi skaber sammen. En hverdag med trygge rutiner, plads til fordybelse, leg og udviklende aktiviteter. Vi møder børnene med et anerkendende børnesyn og arbejder ud fra en grundlæggende tanke om, at børn gør det bedste, de kan. Når noget bliver svært, er vi optagede af, hvad vi som voksne kan gøre anderledes.
Som ny medarbejder får du et introduktionsforløb, der tager udgangspunkt i dine erfaringer og behov. Vi gør os umage for, at du føler dig godt taget imod.
Om dig:
Du behøver ikke være uddannet pædagog – det vigtigste er, at du har lyst til at arbejde med børn og er nysgerrig på pædagogik.
Vi forestiller os, at du:
Er god sammen med børn
- er nærværende og interesseret i samvær med børn
- har lyst til at lege og kan samtidig tage ansvar som den voksne
- møder børn med nysgerrighed og ser deres muligheder frem for begrænsninger
Har noget, du har lyst til at bringe i spil
- har interesse for æstetiske og kreative processer
- har måske en særlig interesse eller kompetence, du gerne vil dele med børnene – fx musik, udeliv, bevægelse, teater, drama, fodbold eller højtlæsning
Bidrager til hverdagen
- har praktisk sans og får tingene til at ske
- ser, hvad der skal gøres, og lærer hurtigt nye rutiner
- har lyst til at være en aktiv del af vores arbejdsfællesskab
Er nysgerrig på pædagogik
- tager imod vejledning og kan reflektere over din egen praksis
- er interesseret i at lære mere om pædagogik og udvikle dig sammen med dine kolleger
- overvejer måske at uddanne dig til pædagog – f.eks. via sporskifte – men det er ikke et krav
Mere om os:
Børnenes fællesskaber er omdrejningspunktet for vores arbejde. Vi er optagede af, hvordan vi taler med børnene, hvordan vi skaber deltagelsesmuligheder, og hvordan alle børn oplever at høre til.
Respekt, gensidighed og ligeværd er værdier, der præger vores hverdag. Vi ønsker, at Børnehuset Ajstrupvej skal være et godt sted at være – for børn, forældre og medarbejdere.
Vi ligger centralt i Malling tæt på natur, skole, offentlig transport og lokalsamfund. Letbanestationen ligger kun seks minutters gang fra børnehuset via en lille smutvej, og det er nemt at pendle fra blandt andet Aarhus, Odder, Skanderborg og Horsens.
Løn og ansættelsesvilkår:
Løn og ansættelsesvilkår vil være i henhold til gældende overenskomst. Endelig lønfastsættelse sker efter forhandling med den forhandlingsberettigede faglige organisation på baggrund af kvalifikationer, medmindre stillingen er omfattet af en forhåndsaftale, som kan danne grundlag for lønfastsættelsen
Ugentligt timetal: 37 timer
Der vil blive indhentet børne- og straffeattest og ansættelse sker under forudsætning af, at attesterne ikke viser, at du er uegnet/uværdig til stillingen. Du kan læse mere her om hvordan vi behandler dine oplysninger her.
Hvis du vil vide mere:
Du er meget velkommen til at kontakte pædagogisk leder Dorthe Leick på telefon 41 84 85 65, hvis du har spørgsmål.
Du kan også læse mere om Børnehuset Ajstrupvej på vores hjemmeside.
Ansøgning
Klik på ”Ansøg” nedenfor for at udfylde og sende din ansøgning. Alle felter med * skal udfyldes. Først når du har modtaget en kvittering pr. e-mail, har vi modtaget din ansøgning.
Ansøgningsfrist: 21-08-2026
31826
Vi søger altid inden for disse områder.
Fælles for disse jobs er, at du kan hjælpe med at gøre en forskel for aarhusianere og hjælpe dem til at få en bedre hverdag.
Læs mere
OPRET JOBAGENT
Her kan du oprette en jobagent.
Jobagenten sender dig en mail, hver gang vi har et ledigt job, der passer til de kategorier, du har indtastet.
Opret jobagent
UOPFORDREDE ANSØGNINGER
Her kan du læse om uopfordrede ansøgninger og undtagelser.
Læs mere