Presse- og kommunikationsansvarlig til Kultur og Borgerservice
Er du fagligt stærk til politisk og strategisk kommunikation, og lyder det spændende at have det faglige og koordinerende ansvar for formidlingen af Kultur og Borgerservice og vores mange initiativer og tilbud? Så er du måske vores kommende kollega.
Om jobbet:
Som presse- og kommunikationsansvarlig i Kultur og Borgerservice bliver du ansat i Rådmandssekretariatet, - tæt på afdelingens politiske og strategiske ledelse. Du vil have det fagligt koordinerende ansvar for det samlede presse- og kommunikationsarbejde, og du forventes at være et fagligt fyrtårn, der sikrer, at vi i Kultur og Borgerservice udvikler os på området.
Rådmandssekretariatet betjener rådmanden og direktøren i det politiske og administrative arbejde og fungerer dermed som et vigtigt bindeled mellem forvaltningerne og det politiske niveau. Vi deltager i udvikling og koordinering af opgaver i Kultur og Borgerservice samt på tværs af Aarhus Kommune. Derudover betjener Rådmandssekretariatet Kulturudvalget og øvrige byrådspolitikere, blandt andet ved at besvare spørgsmål og yde faglig sparring inden for vores ansvarsområde. Vi varetager den strategiske kommunikation, herunder også kontakten til pressen.
Hvad kommer du til at lave:
Du får den faglige ledelse af den politiske og strategiske presse- og kommunikationsopgave i Kultur og Borgerservice. Du bliver en del af et team af kommunikationskonsulenter, hvor der udover dig er tre dygtige kolleger, som arbejder bredt med både skriftlig og visuel kommunikation internt og eksternt, på sociale medieplatforme, taleskrivning mv. Du refererer til sekretariatschefen, som har personaleledelsen af teamet.
Du bliver pressens hovedindgang til Kultur og Borgerservice og varetager den primære kontakt med pressen. Du bliver både koordinerende og udførende på pressemeddelelser og de øvrige kommunikationsopgaver, ligesom du skal være forfatter på forskellige indlæg og lave proaktiv presse og kommunikation.
En stor del af din opgaveportefølje bliver at betjene og rådgive rådmanden, direktøren og den øvrige øverste ledelse på Kultur og Borgerservices område. Det er derfor vigtigt, at du kan omsætte politiske visioner til politiske budskaber og tænke dem bredt kommunikativt.
Du får ansvar for arbejdet med en ny kommunikationsstrategi i Kultur og Borgerservice. Vi har et ønske om, at både den eksterne og interne kommunikation udvikles og styrkes. Vi ønsker at styrke fortællingen om Kultur og Borgerservice som en samlet organisation, der bevæger Aarhus med SMIL, og det skal du være med til.
Det bliver desuden en af dine opgaver at udvikle et koncept for et fælles fagligt netværk for de decentrale medarbejdere i Kultur og Borgerservice, der arbejder med opgaven med at kommunikere direkte til borgerne om afdelingens driftsopgaver, og kommunikationskonsulenterne i Rådmandssekretariatet. Det er også dig, der bliver tovholder på netværket.
Du deltager som Kultur og Borgerservices repræsentant i Kommunikationsstyregruppen i Aarhus Kommune og får dermed også en vigtig opgave i arbejdet med beredskab og krisekommunikation.
Din profil:
Du har en relevant uddannelse inden for kommunikation, politik eller journalistik. Det er et krav, at du har mindst tre års professionel erfaring med pressekontakt og kommunikationsopgaver fra et fuldtidsjob, gerne fra en større politisk ledet organisation.
Vi forventer af dig, at du:
- er en kompetent rådgiver med strategisk og analytisk sans samt politisk tæft
- har erfaring og bred kompetence inden for pressehåndtering og pressekontakt
- kan navigere i en politisk ledet organisation og har blik for de politiske dagsordener
- er opdateret på den kommunikative værktøjskasse, det kloge kanalvalg og dokumentation af effekt
- er en god formidler, der har styr på vinklingen og skriver balanceret, kort og skarpt
- kan bevare overblik og fokus, også i pressede situationer
- er ambassadør for åbenhed og for et konstruktivt samarbejde med pressen og gerne med relationer i branchen
- kan time og planlægge kommunikationsopgaver, både akutte enkeltsager og langsigtede projekter
- arbejder selvstændigt og struktureret, har styr på detaljerne og er god til at prioritere dine opgaver
- har gode samarbejdsevner – uanset hvem, du skal samarbejde med, og at du kan indgå i et team. Vi vægter højt, at du aktivt vil være med til at opretholde og udvikle det faglige miljø og bidrage til et godt arbejdsmiljø i Rådmandssekretariatet.
- har lyst til og gerne erfaring med faglig ledelse af presse- og kommunikationsopgaver og har blik for, hvordan forskellige ressourcer kan komme i spil i opgaverne
Derfor skal du vælge os:
Vi tilbyder et spændende job tæt på den øverste politiske og strategiske ledelse i Kultur og Borgerservice, hvor hverdagen er præget af omskiftelighed og fordrer fleksibilitet efter de politiske behov.
Du får din daglige gang på Aarhus rådhus og en bred berøringsflade i Kultur og Borgerservice som organisation og Aarhus som by, og du får en vigtig rolle i at binde organisationen og alle vores tilbud sammen via den måde, vi kommunikerer på. I Kultur og Borgerservice er vi fælles om at bevæge Aarhus.
Du bliver en del af et team på ti fagligt stærke personer, hvor vi udvikler os sammen, og hvor vi har en uformel omgangstone med plads til humor og gode snakke om det, der rører sig omkring os. Vi er ét samlet rådmandssekretariat, der fagligt arbejder i to teams: et sekretariatsteam og et kommunikationsteam. Lige nu har vi et særligt fokus på at styrke samarbejdet på tværs af teams og fagområder.
Løn og ansættelsesvilkår:
Løn og ansættelsesvilkår vil være i henhold til gældende overenskomst. Endelig lønfastsættelse sker efter forhandling med den forhandlingsberettigede faglige organisation på baggrund af kvalifikationer.
Ugentligt timetal: 37
Hvis du vil vide mere:
Yderligere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til kontorchef Anne Steensgaard på telefon 41859032
Ansøgning
Klik på ”Ansøg” nedenfor for at udfylde og sende din ansøgning. Alle felter med * skal udfyldes. Først når du har modtaget en kvittering pr. e-mail, har vi modtaget din ansøgning.
Ansøgningsfrist: 3. februar 2026.
Vi udvælger ansøgere til samtale d. 5. februar 2026.
Første samtale afholdes d. 18. februar 2026. Anden samtale afholdes d. 25. februar 2026.
Der vil være færdigheds- og personlighedstest og en opgave, der skal løses mellem første og anden samtale.
Aarhus Kommune ser mangfoldighed som en styrke. Vi opfordrer derfor alle uanset alder, køn, religion og nationalitet til at søge.
Om Kultur og Borgerservice – Vi bevæger Aarhus med SMIL
Kultur og Borgerservice skaber i samspil med Aarhus’ borgere rammerne for en god by. Vi fokuserer på at gøre det gode kultur- og fritidsliv tilgængeligt og inkluderende for alle, og vi holder fast, når fundamentet for demokrati bygges. Det styrker fællesskabet og øger borgernes trivsel, dannelse og livskvalitet.
Vi bevæger Aarhus, og vi har givet hinanden et løfte om at gøre det med SMIL - Samspil, Mod, Inspiration og Livsglæde - vores fælles værdier.
29761
Vi søger altid inden for disse områder.
Fælles for disse jobs er, at du kan hjælpe med at gøre en forskel for aarhusianere og hjælpe dem til at få en bedre hverdag.
Læs mere
OPRET JOBAGENT
Her kan du oprette en jobagent.
Jobagenten sender dig en mail, hver gang vi har et ledigt job, der passer til de kategorier, du har indtastet.
Opret jobagent
UOPFORDREDE ANSØGNINGER
Her kan du læse om uopfordrede ansøgninger og undtagelser.
Læs mere