Rosenvangskolen søger lærer og kollega med fokus på dansk, engelsk og tysk til vores specialklasser
Vil du være en del af det levende fællesskab på Rosenvangskolen, hvor
- læring og trivsel skal gå hånd i hånd
- alle - børn, unge og voksne – skal mødes af og være forpligtet på fællesskabet som grundlag for læring og trivsel?
- så tilbyder vi en fast stilling på fuld tid i vores specialklasser.
Om stillingen
Vores specialklasser dækker mellemtrin og udskoling. Du vil sammen med klassens pædagog udgøre klasseteamet i en klasse med elever på 6. og 7. klassetrin, hvor du også vil have størstedelen af din undervisning. Derudover får du undervisning i de øvrige specialklasser og evt. enkelte lektioner i almenklasser. Skemaet indeholder dansk, engelsk, tysk og billedkunst. Som lærer er din indgang til den fælles opgaveløsning et fokus på undervisningen, så det faglige indhold, børnenes forskellige ressourcer og ambitionen om klassen som læringsfællesskab går hånd i hånd.
Børnene i vores specialklasserne er normaltbegavede med en bred vifte af specifikke vanskeligheder (ASF, opmærksomhedsudfordringer, tilknytningsforstyrrelse, skriftsprogsudfordringer o.lign.).
Specialklasseteamet består af syv erfarne, dygtige og dedikerede lærere og pædagoger. Vi har dejlige klasser med få konflikter og tillidsfuldt skole-hjem-samarbejde.
Din overordnede professionelle tilgang
- Du er holdspiller og møder børn, forældre, ledere og kolleger respektfuldt, omsorgsfuldt og ambitiøst.
- Du møder børn med et udgangspunkt om, at de gerne vil. Derfor er du undersøgende på deres perspektiv for at skabe de gode rammer for læring.
- Du tager din del af ansvaret for den fælles opgave i klasseteam, specialklasseteam og på skolen.
- Du ved, at skolen ikke kan løse alle udfordringer for børn og familier, men du motiveres af børnenes små og store succeser i skolen og den afsmitning, som succeserne har på børnenes egen og familiernes generelle trivsel.
- Du begår fejl og accepterer andres fejl. Du har motivation for at sætte ord på egne og andres succeser og fiaskoer og sætte praksis under lup, så vi spiller hinanden gode.
Dine kvalifikationer
- Du er uddannet lærer og har solide grundkompetencer – relationelt, didaktisk, fagligt og i forhold til klasserumsledelse.
- Du har undervisningskompetence i dansk, engelsk og tysk og kan derudover indgå i undervisningen i en bred vifte af skolens fag på mellemtrins- og udskolingsniveau i en specialpædagogisk kontekst.
- Du har viden om og erfaring med specialpædagogiske tilgange ift. børn og børnegrupper med særlige behov (herunder diagnosers og andre problematikkers betydning i en undervisningssammenhæng).
Vil du vide mere om stillingen kan du kontakte pædagogisk leder Thomas Hebsgaard (mobil: 4185 7674)
Det praktiske:
- Løn og ansættelsesvilkår i overensstemmelse med gældende overenskomst.
- Stillingen er en fast fuldtidsstilling (37 timer/uge) med tiltrædelse 1. oktober 2026.
- Ansøgningsfrist: mandag d. 21. september 2026, kl. 9.00.
- Samtaler afholdes onsdag d. 23. september 2026 kl. 15-18.
- Hvis vi ender med at tilbyde dig stillingen, har vi brug for navn på en relevant leder ift. at indhente reference.
- Der vil blive indhentet børne- og straffeattest, og ansættelse sker under forudsætning af, at attesterne ikke viser, at den pågældende er uegnet/uværdig til stillingen.
Ansøgning
Klik på ”Ansøg” nedenfor for at udfylde og sende din ansøgning. Alle felter med * skal udfyldes. Først når du har modtaget en kvittering pr. e-mail, har vi modtaget din ansøgning.
Medsend motiveret ansøgning, CV, uddannelsesbevis og evt. andre relevante bilag.
Du kan læse mere her om hvordan vi behandler dine oplysninger her.
Om os
Rosenvangskolen er en dejlig skole i det bynære Kongsvang, Viby. Vi er en skole med stærke fællesskaber, kollegialt samarbejde, faglige ambitioner samt gode traditioner, værdier og visioner. Vi vil se børn i øjen- og hjertehøjde og insisterer på det gode børneliv, den positive læringskultur og det gode arbejdsmiljø. Vi vægter fællesskab og samarbejde højt i alle sammenhænge. Relationen mellem mennesker er afgørende i alle forhold på skolen. Vi tilbyder gode fleksible arbejdsforhold og vi forventer, at alle forpligter sig på at gøre hinanden gode i det professionelle samarbejde.
Vi har en alsidig arbejdsplads med ca. 70 pædagogiske medarbejdere, der hver dag tager sig af en mangfoldig børnegruppe på 650 børn i almenklasser, modtagelsesklasser og specialklasser. Medarbejderne er organiseret i team omkring en årgang eller børnegruppe med fokus på at skabe sammenhæng i arbejdsopgaven og kontinuitet i relationer for både børn og voksne.
32031
Vi søger altid inden for disse områder.
Fælles for disse jobs er, at du kan hjælpe med at gøre en forskel for aarhusianere og hjælpe dem til at få en bedre hverdag.
Læs mere
OPRET JOBAGENT
Her kan du oprette en jobagent.
Jobagenten sender dig en mail, hver gang vi har et ledigt job, der passer til de kategorier, du har indtastet.
Opret jobagent
UOPFORDREDE ANSØGNINGER
Her kan du læse om uopfordrede ansøgninger og undtagelser.
Læs mere