Vikar for faglig koordinator til Ungetilbuddene Bymosevej, Ryhave Kollegiet og ungeindsatsen ved Havkær Hus i Center for Botilbud
Vi søger en vikar for vores ene faglige koordinator fra den 1. juli 2025 til den 30. november 2025. Hvis du kan starte før, er det en kæmpe fordel.
Om jobbet:
Din opgave er at være den røde tråd i hverdagen gennem koordinering, proces facilitering, faglig sparring, tilgængelighed og tilstedeværelse i tilbuddene. Nogle af dine opgaver er understøttelse og koordinering i forhold til de faglige indsatser med beboerne, at holde styr på mødekalenderen og kursusaktiviteter og at være den daglige sparringspartner for beboere, personale og leder. Gennem dine administrative og koordinerende opgaver har du stafetten i forhold til at kvalitetssikre de socialfaglige og sundhedsfaglige indsatser. Dette gennem arbejdet med dokumentation og vidensdeling sammen med personale og beboere, hvilket også er understøttelse af en velfungerende nøglepersons organisering, hvor personalet i mindre teams har ansvaret for at holde fokus på fagligheden. Det er essentielt, at du på en konstruktiv og involverende måde kan håndtere og arbejde med perspektivforskelle både i personalegruppen, i forhold til samarbejdspartnere og med borgere og deres netværk.
Ungetibuddene er socialpsykiatriske boformer jvf. serviceloven §85 i Center for Botilbud, Job, Udsatte og Socialpsykiatri. Samlet set har tilbuddene lige under 40 pladser. Mødet med beboerne er recoveryorienteret og konkretiseres gennem de faglige tilgange Åben Dialog, Dialektisk Adfærdsterapi og LA2. Disse tilgange sættes på forskelligvis i spil i de lærings- og udviklingsrum som beboere, personale, ledelse og organisationen udsættes for.
Din profil:
Du er uddannet pædagog eller socialrådgiver og har stærke samarbejdskompetencer. Du skal være velorganiseret og struktureret, og kunne løse administrative og koordinerende opgaver, så din kolleger oplever sig hjulpet og understøttet i deres løsning af kerneopgaven. Du skal kunne facilitere involverende processer med både beboere og personale og det er en forudsætning, at du har erfaring med arbejdet med udsatte borgere, samt med administrative opgaver. Det kan være fra en lignende stilling eller for eksempel som tillidsrepræsentant eller arbejdsmiljørepræsentant.
Desuden forventer vi:
- at du kan prioritere din tid, så du opnår balance mellem at nå dine opgaver og være tilgængelig.
- at du kan arbejde værdi- og tillidsbaseret.
- at du kan indgå i et respektfuldt og udviklende samarbejde med beboere, kollegaer og ledelse.
- at du kan gøre dine arbejdsprocesser transparente.
- at du er reflekterende og kan bidrage med faglige perspektiver og relevant koordinering.
Du kan forvente:
Du kan forvente at blive en del af et fagligt fællesskab, der har fokus på inddragelse af beboerne, hvor vi deler ansvaret for den fortsatte faglige udvikling og hvor samarbejdet om kerneopgaven er i fokus. Du kan også forvente at blive en del af kollegiale sparrings- og dialogfora, og en reflekterende, dialogisk og værdibaseret faglig kultur med perspektiv på læring i praksis.
Som faglig koordinator bliver du også en del af centrets netværk for de faglige koordinatorer, hvilket understøtter fællesskab om de faglige tilgange på tværs af centret.
Løn og ansættelsesvilkår:
Løn og ansættelsesvilkår vil være i henhold til gældende overenskomst. Endelig lønfastsættelse sker efter forhandling med den forhandlingsberettigede faglige organisation på baggrund af kvalifikationer.
Ugentligt timetal: 37 timer.
Stillingen er til enhver tid betinget af en tilfredsstillende offentlig straffeattest.
Hvis du vil vide mere:
Yderligere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til afdelingsleder Kræn Ahrensbach på telefon +4540316570.
Ansøgning
Klik på ”Ansøg” nedenfor for at udfylde og sende din ansøgning. Alle felter med * skal udfyldes. Først når du har modtaget en kvittering pr. e-mail, har vi modtaget din ansøgning.
Relevante eksamensbeviser og udtalelser skal medsendes i kopi.
Ansøgningsfrist: den 7. maj 2025.
Samtaler forventes afholdt den 14. maj 2025.
Om os
Center for Botilbud består af 22 socialpsykiatriske botilbud under servicelovens §85, §107 og §108. De ansatte i Center for Botilbud har forskellige faglige baggrunde og er også uddannelsessted for flere uddannelsesretninger. Der er derfor også en forventning om, at alle ansatte i Center for Botilbud udover at bidrage til kerneopgaven også bidrager til at sikre et godt læringsmiljø kollegaer og studerende.
07-05-2025
26859
Vi søger altid inden for disse områder.
Fælles for disse jobs er, at du kan hjælpe med at gøre en forskel for aarhusianere og hjælpe dem til at få en bedre hverdag.
Læs mere
OPRET JOBAGENT
Her kan du oprette en jobagent.
Jobagenten sender dig en mail, hver gang vi har et ledigt job, der passer til de kategorier, du har indtastet.
Opret jobagent
UOPFORDREDE ANSØGNINGER
Her kan du læse om uopfordrede ansøgninger og undtagelser.
Læs mere