VIRKSOMHEDSKONSULENT TIL CENTER FOR SÆRLIG JOBRETTET INDSATS
I Center for Særlig jobrettet Indsats søger vi en virksomhedskonsulent med start den 1. juli 2025 eller snarest muligt derefter. Vi har en fast stilling på 37 timer ugentligt ledig, da vores kollega har fået en anden stilling internt i centret.
Ansættelsesstedet er på Jægergården, Værkmestergade 15B, 8000 Aarhus C.
Vi ser ind i en spændende fremtid med flere reformer og med fortsat fokus på godt samarbejde med borgerne og med fokus på, hvordan vi sammen kan arbejde henimod løntimer eller afklaring til fleksjob og førtidspension.
Vi er en rigtigt god afdeling med 13 jobkonsulenter/socialrådgivere og 13 virksomhedskonsulenter. Vores arbejdsplads er kendetegnet af høj faglighed og god trivsel, og vi glæder os til at tage godt imod en ny kollega.
Om jobbet:
I Center for Særlig Jobrettet Indsats arbejder vi med den beskæftigelsesrettede indsats med borgere over 30 år, der modtager kontanthjælp og overgangsydelse samt med ledige selvforsørgere. Borgerne har andre problemer end ledighed og har ofte komplekse sociale og helbredsmæssige udfordringer.
Din primære opgave som virksomhedskonsulent er at skabe job- og praktikåbninger for borgere i et tæt samarbejde med borgeren og vores jobkonsulenter/socialrådgivere. Formålet er, at du understøtter, at vejen mod arbejdsmarkedet bliver kortest mulig. Det kan både være i form af ordinære løntimer og afklaring af mulighederne for fleksjob eller førtidspension.
I centret arbejder vi ud fra principperne i Flere Skal Med 2, hvor der arbejdes med en individuel indsats med fokus på ordinære løntimer. Vi tror på, at langt de fleste borgere har mulighed for at bidrage på arbejdsmarkedet, hvis der etableres det rette jobmatch og der tages de nødvendige skånehensyn på arbejdspladsen.
I centret er der stort fokus på at skabe grundlag for gode samtaler med borgerne, bl.a. gennem Åben Dialog og dialogisk praksis. Vi sætter borgeren i centrum om arbejder målrettet med at understøtte borgerne i at deltage aktivt i samtaler og indsatser.
Du kan læse mere om Center for Særlig Jobrettet Indsats i vores udviklingsplan.
Arbejdsopgaver for virksomhedskonsulenter:
Som virksomhedskonsulent får du en afvekslende og ofte uforudsigelig hverdag med følgende arbejdsopgaver:
- Holde samtaler med borgere om kortest mulige vej til selvforsørgelse og realistiske jobmuligheder
- Understøtte borgeren i at deltage aktivt i egen jobsøgning
- Undersøge gode jobmatch med udgangspunkt i borgerens kompetencer, jobmål og eventuelle skånehensyn
- Opsøgende virksomhedskontakt med primært fokus på løntimer og alternativt virksomhedspraktik
- Hjælpe borgere med at udarbejde CV på Jobnet efter behov
- Opfølgende samtaler og virksomhedsbesøg med borger og arbejdsgiver med fokus på aftaler om løntimer, progression og beskrivelse af arbejdsevnen
- Tæt samarbejde med jobkonsulent/socialrådgiver om borgerens plan
- Journalisering af samtaler og virksomhedskontakter samt andre administrative opgaver, herunder også længere beskrivelser ved afslutning af forløb
OBS. Der er transport forbundet med arbejdet som virksomhedskonsulent. Der er mulighed for at låne centrets elcykler og elbiler.
Din profil:
Vi søger en kollega, der:
- Har erfaring som virksomhedskonsulent og med den beskæftigelsesrettede indsats med udsatte borgere
- Kan arbejde målrettet med opsøgende virksomhedssamarbejde og resultater sammen med borgeren
- Har et godt kendskab til det lokale arbejdsmarked og et stærkt virksomhedsnetværk i Aarhus
- Kan holde gode samtaler med borgerne, der fremmer tillid og tryghed, og som understøtter det gode jobmatch
- Har kendskab til lovgivning på området, og har øje for de bedste løsninger inden for lovgivningens rammer mhp. at tilrettelægge en individuel og målrettet indsats mod selvforsørgelse
- Kan indgå i et tæt samarbejde med jobkonsulent/ socialrådgiver om borgerens plan
- Kan samarbejde med relevante private, offentlige og frivillige aktører efter aftale med borgeren
- Har gode IT-mæssige og administrative færdigheder, og gerne har erfaring med Fasit
Personligt er det en fordel at du:
- Har en tro på, at alle kan bidrage og har gavn af en plads i fællesskabet på arbejdsmarkedet
- Har empati og en god social forståelse
- Er en teamplayer med gode samarbejdsevner og sociale kompetencer
- Kan have mange bolde i luften og arbejde systematisk i en foranderlig hverdag
- Er servicemindet
- Kan arbejde selvstændigt
Derfor skal du vælge os:
Det kan du se frem til hos os:
- Grundig onboarding, hvor du bliver tilknyttet en mentor, så du kommer godt fra start
- En attraktiv arbejdsplads med et udviklingsorienteret miljø og mange samarbejdspartnere
- Engagerede, dygtige kolleger og ledere
- Mulighed for supervision
- Mulighed for hjemmearbejde
- Et job med gode muligheder for personlig og faglig udvikling
Løn og ansættelsesvilkår:
Løn og ansættelsesvilkår vil være i henhold til gældende overenskomst mellem KL og DS/HK samt lokal forhåndsaftale med DS/HK. Endelig lønfastsættelse sker efter forhandling med den forhandlingsberettigede faglige organisation på baggrund af kvalifikationer.
Ugentligt timetal:
Hvis du vil vide mere:
Yderligere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til Henriette Christensen på telefon +4541859605.
Ansøgning
Klik på ”Ansøg” nedenfor for at udfylde og sende din ansøgning. Alle felter med * skal udfyldes. Først når du har modtaget en kvittering pr. e-mail, har vi modtaget din ansøgning.
Ansøgningsfrist: 11-06-2025
Vi forventer, at holde ansættelsessamtaler 20-06-2025
Om os
Vi har ansvaret for den beskæftigelsesrettede indsats for aktivitetsparate borgere over 30 år, som modtager kontanthjælp eller overgangsydelse. Centeret består af cirka 130 medarbejdere fordelt på seks afdelinger. Fire afdelinger arbejder specifikt med aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere over 30 år, mens en afdeling fokuserer på indsatsen "Opgang til Opgang" i et boligområde i Tilst. Derudover driver vi den bydækkende Sanktionsenhed, som vurderer borgernes rådighed.
Fælles for alle afdelinger er et tæt teamsamarbejde mellem jobkonsulenter og virksomhedskonsulenter. På vores hjemmeside kan du læse mere om Center for Særlig Jobrettet Indsats.
11-06-2025
27335
Vi søger altid inden for disse områder.
Fælles for disse jobs er, at du kan hjælpe med at gøre en forskel for aarhusianere og hjælpe dem til at få en bedre hverdag.
Læs mere
OPRET JOBAGENT
Her kan du oprette en jobagent.
Jobagenten sender dig en mail, hver gang vi har et ledigt job, der passer til de kategorier, du har indtastet.
Opret jobagent
UOPFORDREDE ANSØGNINGER
Her kan du læse om uopfordrede ansøgninger og undtagelser.
Læs mere